Malte P har forberedt sig
Siden er sidst ændret af Jette Tegner (jete) 04/04-2016

1.0 Velkomst til bloggen og introduktion

Hej venner

Jeg hedder Malte Birk Petersen. Jeg er 23 år gammel og skal på udveksling til Ghana om 6 dage. 
Det bliver sjovt.

Jeg flyver først til Tyrkiet fra Kastrup lufthavn. Flyet letter kl 06.55, og så lander jeg i Ataturk Lufthavn omkring kl 11.30. Der skal jeg mødes med Sophie Degn. Vi skal bruge et par timer i lufthavnen inden vi tager mod Accra. Det bliver super chill. Når vi lander i Accra, er Christina, Nanna og Ida nok allerede også landet. 

3.0 - Optakten til mit udvekslingsforløb

Da jeg så opslaget om udveksling, lød det bare som en god idé. Hurtigt kom jeg i kontakt med Jette Tegner, som guidede mig igennem ansøgningsprocessen. Efter jeg havde besluttet mig for destinationen fortalte hun mig, at jeg skulle kontakte Ida fra Ghana Must Go, og derfra gik det rigtig stærkt. Vi holdte første møde på Riccos Kaffebar, hvor jeg blev introduceret til de 4 andre der også skal til Ghana.

I lang tid var forberedelserne totalt uoverskuelige. Jeg skulle tage stilling til tusind ting, søge legater, søge visum. Jeg skulle læse og besvare mails frem og tilbage med Ida, Jette, og udfylde dokumenter. Jeg skulle finde ud af hvad Ghana er for en størrelse, og så skulle jeg mentalt forberede mig på mit livs vildeste oplevelse. At skrive legater var ikke besværligt. Jeg skrev både til Nordeafonden og Dansk Sygeplejeråd, men der var kun succes hos DSR, hvorfra jeg fik 2000 kroner til at dække nogle af mine omkostninger. Kun DSR skulle bruge en motiveret ansøgning, hvor Nordeafonden vælger tilfældigt. Så jeg har nok skrevet en god ansøgning

Efter ebolaepidemien, har der for mit vedkommende hærsket en frygt om hvad man bliver udsat for. Jeg frygter for hvad der kommer til at ske med mig både fysisk og psykisk. Vasker de hænder i Ghana? Hvordan håndterer de medicinen? Hvordan håndterer de patienter og deres pårørende? Og hvordan kommer jeg til at håndtere alt dette? Bliver jeg påvirket af deres normer, og tager jeg det med hjem til Danmark? Og hvis jeg gør, lærer jeg så noget af det som jeg kan bruge positivt, eller bliver jeg negativt påvirket, så min fremtidige sygeplejefaglige virksomhed bliver af dårligere standard end mine medsygeplejersker.

I Danmark er vi super privilegerede og har betalt sygehusvæsen og alligevel ser vi både patienter og pårørende brokke sig over de mindste ting. I Ghana er al behandling selvbetalt. Det betyder, at jeg i værste fald, kan ende i en situation hvor jeg må afvise at skulle behandle en patient. Det skriger imod alt hvad jeg har lært i faget, og det bliver et kæmpe dilemma for mig. 

Første uge i Ghana

Vi landede i Accra (31.01.2016), og mødte Kenneth i lufthavnen. Det var sent aften, så heldigvis var temperaturen faldet et par grader, selvom det stadig var svedende varmt. Vi satte os ind i en minibus, og kørte mod Cape Coast. Værelserne vi bor på er virkelig primitive. Vi har hver en seng, en loftsvifte og en snor vi kan hænge tøj på. Men der er hverken borde, stole eller noget som helst andet på værelserne, og den skumgummi maddress jeg sover på, er så tynd så man skulle tro det var løgn. Ved halebenet er den måske 1 cm tyk, hvor resten er slidt væk eller mast helt sammen, så hver nat kan det godt være svært at finde den rette stilling. Den første uge har vi primært brugt på at lære byen at kende. Vi er blevet introduceret til en del af Idas og Lines venner (modul 13 studerende), som har været her mange gange før. Selvom vi forsøger at være så meget blandt befolkningen som muligt, virker det stadig ret unaturligt. Hernede bliver hvide snydt. Vi har købt 3 cykler, som vi låser sammen med en hundekæde og hængelås, og mens vi cykler rundt i byen, råber folk efter os. De snakker Fanti, så ofte har vi ikke den fjerneste idé om hvad de siger. De helt små børn råber ”Obibini!” efter os som betyder hvid mand”. Vi svarer så med et ”Eborny!”, som betyder sort mand. Det føles helt forkert, at befolkningen ofte er så raceobservant, og vi så må spejle os i dem. Mange andre kigger skævt til os, når vi cykler forbi. Enten fordi vi er hvide, eller også fordi vi cykler. Måske en blanding. Hernede ser man meget få cykler. Til gengæld udgør ca. 90 % af alle køretøjerne taxier. Vejene er fyldt med mennesker, taxier, vilde hunde, katte, fritgående kyllinger, madaffald, plastikposer op geder. Alt dette er mast sammen på alt for lidt plads, uden at der er forskel på hvor man går, cykler eller kører i bil.

 

    -   Når man ikke har nogen dåseåbner bliver man nødt til at være kreativ. Jeg har engang set Bear Grylls, BS Christiansen eller en anden actionman åbne dåser ved at slibe låget af mod sten, så prøver jeg også på. Og det lykkedes! Tak til den anonyme actionman for at vi fik vores dåsemajs den aften 

Første dag på Intensiv

08.02.2016 -

Jeg møder kl 07.45 oppe ved hospitalets oversygeplejerske, da jeg i stedet for at være på Kvindekirurgisk afdeling, hellere vil starte på Intensiv afdeling. Ved oversygeplejerskens kontor sætter jeg mig på en bænk ved siden af en anden sygeplejerske, som også venter på at oversygeplejersken har tid. Efter at jeg har siddet i 5 minutters tid, uden at der er sket noget, spørger jeg sygeplejersken ved min side om oversygeplejersken er på kontoret.  Hun kigger på mig og svarer meget aggressivt: ”You sit here excuse me next to me, you don’t greet, and now you’re asking me questions.  Why?” I starten forstår jeg ingenting og må bare svare med et forsigtigt: ”Uhm excuse me, what?”, hvorefter hun så forklarer mig at hun blev meget stødt over at jeg bare kan finde på at stille hende spørgsmål, uden at jeg først har hilst og præsenteret mig. Jeg må undskylde mange gange, og hun fortæller mig, at hierarki betyder meget i sundhedsvæsenet i Ghana. Generelt snakker man ikke til personer af højere rang, medmindre man bliver spurgt.

Efter samtalen, går jeg mod ICU (Intensive Care Unit) og bliver budt velkommen af sygeplejerske Dora. Han fortæller at afdelingen er helt steril, så jeg skal have en anden uniform ud over min hjemmebragte uniform. Han går derfor ud i et ret så beskidt skyllerum og henter en kittel. Jeg kommer ind i et rum, som både fungerer som medicinrum, sygeplejerskekontor og patientstue for alle patienterne. Alle patienterne er på nuværende tidspunkt kun én enkelt og alt der skal gøres ved patienten, er allerede gjort. Der er 8 sygeplejersker på afdelingen, og de sidder alle sammen, inklusive afdelingens oversygeplejerske og spiller spil på deres telefoner. Det undrer mig meget at de ikke foretager sig noget produktivt, men jeg spørger ikke.

Da der er gået 1½ times tid, får vi besked om at der snart kommer en ny patient ind. Han er en 62 årig mand, der er overflyttet fra Recoveryward efter en hofteoperation. Vi modtager ham mens han stadig ligger i sengen fra Recovery, og han skal flyttes over på en seng fra ICU. De to senge bliver stillet tæt parallelt, og jeg tænker at han bliver hjulpet over, men alle står bare og kigger og snakker indbyrdes, mens han må kravle over en halv sengehest, der ikke er blevet slået ordenligt ned. Jeg bliver helt chokeret, over at der ikke er nogen der hjælper ham, men mens han er på vej over sengehesten tager Dora og en anden sygeplejerske fat i hans arme og ben og trækker ham over.

Da der er så mange strømafbrydelser i Cape Coast, har han ikke fået postoperativt O2, så hans tilstand er ret skidt. Han bliver målt til en SAT på 81, og jeg spørger om de ikke har saturationsmålere på Recovery. ”Det har de ikke” siger Dara. Mange af afdelingerne har ikke midlerne til at måle iltmætning, og det har højst sandsynligt ikke været nødvendigt at indlægge ham på ICU, hvis de havde tilsluttet ham mobilt ilt og målt hans SAT løbende. 

 
En i det ghanesiske sundhedsvæsen - fra den anden side

12-02-2016 - Mange der har rejst til eksotiske lande oplever ofte nogle af de samme ubehageligheder. Især oplevelsen af at en kylling ikke er blevet helt gennemstegt, fisken måske har ligget en dag for længe, eller restauranten/boden/køkkenet ikke har samme, høje hygiejniske standarder som vi har i Danmark. For mit vedkommende, har jeg nok spist en lidt for fersk kylling. Jeg spiste den mandag aften, og tirsdag morgen var jeg blevet syg. Det har varet ved lige siden, og i dag snakkede jeg med den lokale koordinator Kenneth, og vi besluttede os for at aflægge lægen et besøg.

Vi går ad smalle stier, forbi geder, vilde hunde, baskende høns og haner, op til en lille klinik. Her bliver jeg mødt af receptionisten, hvor jeg skriver mig på ventelisten. Jeg fortæller hende mit navn, og hun beder mig selvfølgelig om at skrive det på en lap papir. Jeg bliver vist hen til to sygeplejersker der måler blodtryk, temperatur og vægt, og jeg ser at jeg på 12 dage allerede har tabt mig 4,5 kilo! Jeg stirrer frem og tilbage mellem vægten og sygeplejerskerne, og uden skyggen af ansigtsmimik siger den ene ”This is Africa for you”, og det går op for mig hvor lidt jeg har spist de sidste par dage. De høje temperaturer nedsætter fuldstændig min appetit, og når maden i forvejen ikke er specielt interessant kommer man let til at springe et måltid over, men 4,5 kilo er alligevel meget. Hun peger i en retning og jeg begynder at gå, men er lige ved at snuble over to høns der går rundt ved vores fødder. Jeg spørger Kenneth hvad de høns laver på en klinik, og han fortæller mig at de går bare rundt og spiser folks rester.

Jeg sætter mig på den bagerste af 4 rækker med bænke os blandt 20-30 andre patienter, der også venter på at komme til at snakke med en læge inde i et af de to consulting rooms der er til rådighed. Foran konsultationsrummet står 2 kvinder med hver deres barn. Da dørklokken ringer, kæmper de begge for at komme ind først, og da den ene indser at hun har tabt, stiller hun sig foran døren igen. Det giver mig følelse af at alle her gør alt hvad de kan for at komme forrest i køen. Der er ingen der smiler, hverken sygeplejersker eller patienter. De mennesker der er her har kun overskud til sig selv, og deres allernærmeste. Forreste bænk er næsten tom, men da en sekretær kommer ind i rummet og begynder at læse navne op, skynder folk sig op til den forreste bænk, og der er allerede et par stykker der har taget stående plads foran døren.

Langsomt bliver bænken igen tom. Dem der vil kæmpe foran døren får lov, imens resten sidder som tilskuere. Sekretæren kommer tilbage og læser navne op, og siger med afrikansk accent ”Birk Petersen?”, og kigger direkte på mig, da jeg er den eneste hvide i lokalet. Nu sætter jeg mig på bænken og showet starter forfra.

Da jeg kommer ind bliver jeg mødt af an smilende kvindelig læge og en sygeplejerske der sidder ved siden af. Hun spørger ind til symptomer, diagnoser og alt man også spørger om i Danmark. Hun skriver en recept til mig og jeg henter medicinen på det nærmeste apotek. I alt kostede det 21 Ghanesiske Cedi, hvad der ca. svarer til 35 danske kroner, som forsikringsselvskabet selvfølgelig skal betale. Jeg skal nu tage:

Tbl. Ciprofloxacinhydrochlorid 500 mg 2x dgl                           Antibiotikum

Tbl. Hyoscinbutylbromid 20 mg 3x dgl                                     Antikolinergikum

Tbl. Metronidazol 400 mg 3x dgl                                             Antibiotikum

Oral opløsning salte og sukker fra Unicef                                                             

 

Hvis det fortsætter skal jeg på mandag aflevere en bæ-prøve. Alt i alt har det været en hård, lang dag hvor jeg har tilbragt 4+ timer på en klinik, men jeg har købt chokoladeis og chips i Melcom, så helt skidt har den ikke været. Og så er det jo også fredag :)

 

 - Et billede af det medicin jeg skal tage. Det er heldigvis gået over nu.

Kommentar fra Jettehttps://wiki-protected.intrapol.phmetropol.dk/isyblogsudveksling/page/18138/kommentar-fra-jette-til-malte


4.0 -  Beskrivelse af udvekslingssted og fokusområde, MSW (Male Surgical Ward)

18-02-2016

Efter at have tilbragt første uge på Intensiv, har jeg fundet ud af at det vil være meget svært for mig at opfylde mine læringsudbytter. Afdelingen var meget tom, og personalet prioriterer lokale studerende højere end udvekslingsstuderende. Derfor har jeg tilbragt denne uge på mandekirurgisk afdeling, MSW. Afdelingen har reception, venteværelse og personalestue samlet i et, og er det første man træder ind i. Herefter spejler den sig med en gang til højre og venstre, hvor der på hver side først står 8 senge samlet. Kun en svingdør adskiller ”stuen” fra det første rum. Fortsætter man ad gangen kommer der yderligere 10 senge, der alle står på 2 rækker uden skyggen af adskillelse. I alt er der altså 18x2 senge på afdelingen + 2 enkeltstuer. Plejeformen på afdelingen minder mest af alt om rundepleje. Hver morgen går alle sygeplejerskerne inkl. Afdelingssygeplejersken rundt til alle patienterne. Her bliver dagens gøremål uddelegeret blandt afdelingens sygeplejersker. Hvem sørger for sårbehandling? Hvem ordner medicin? Hvem måler værdier? At opdele opgaverne på den måde, er en effektiv plejeform, da hver enkelt sygeplejerske har kompetencer og viden inden for deres specifikke område. En ulempe er dog at patienterne oplever mange forskellige sygeplejerske i løbet af en arbejdsdag, og det kan give patienten en manglende oplevelse af kontinuitet samt en følelse af at være lidt tabt i systemet. At de netop har valgt denne plejeform undrer mig meget, da jeg mener at afdelingen er stærkt overbemandet. Rundepleje er god i pressede situationer, hvor der er mangel på personale, men i løbet af en arbejdsdag ser man ofte personalet sidde med deres telefoner og udveksle Snapchat og Facebook med os studerende. Ellers spiller de Candycrush og Templerun.

Da det er en kirurgisk afdeling, er sårpleje naturligvis en stor del af arbejdet, hvilket også har været mit fokusområde i denne uge. De sår man støder på, hernede er noget jeg aldrig har turde drømme om. Store, blødende, betændte sår. Patienter med åbne sår fra kravebenet til lige under navlen. Et helt skinneben der er fuldstændig blottet for hud med en betændt, halvnekrotisk tør kant. Jeg renser sår og udfører opgaver som jeg stærkt tvivler på studerende hjemme i Danmark får lov til. 

Fra på mandag vil jeg have fokus på afdelingens medicinhåndtering.

.

.

6.0 - Beskriv en typisk dag på praktikstedet / universitetet

14-03-2016

OPD (Out Patient Department) på Cape Coast District Hospital adskiller sig væsentligt fra MSW på Cape Coast Regional Hospital. Patienterne der kommer, er ikke indlagte, men skal bare have hurtig, kort behandling, ligesom skadestuen hjemme i Danmark. OPD er opdelt i afdelinger, og jeg befinder mig på Casualty Theatre. Casualty Theatre er et lille rum, hvor patienter kommer og får ordnet overfladiske skrammer, skiftet bandage, renset sår, fjernet sting. Det er også her hvor lokale, spæde drengebørn bliver omskåret. Afdelingen er bemandet af 2-3 sygeplejersker + studerende. I dag er jeg den eneste studerende, da Christina og Sophie er på Regional Hospital for at uddele donationer til afdelingerne. På afdelingen er vi kun sygeplejerske Kofi (Også kaldet Justice), en anden sygeplejerske, hvis navn jeg aldrig fangede og så mig selv. På Casualty Theatre er der plads til at vi kan behandle to patienter ad gangen. Antallet af patienter vi modtager i løbet af en dag varierer meget. Nogle dage har vi kun 3 patienter på en arbejdsdag, og andre dage må vi løbe for at følge med, og nå alle patienterne. Afdelingen lukker om aftenen, og åbner igen dagen efter.

I dag har vi mange patienter. Vi modtager først en kvinde der for en uge siden har fået lavet kejsersnit, og hendes sår skal renses. Kofi og jeg arbejder hurtigt og effektivt. Imens jeg fjerner forbindingen iført almindelige engangshandsker, klargør Kofi saltvand, iod, bomuld, gaze og sterile handsker. Vi får renset såret og pakket det ind i en ny forbinding fra kassen af forbindinger vi har haft med hjemme fra Danmark. Der har i dag været omkring 5 tilfælde af kvinder der for nyligt har født ved kejsersnit, som skal have renset og forbundet deres sår.

Nu kommer der en ung mand ind med bandage i panden. ”Stitches!” siger Kofi og smiler til mig, med munden fuld af skæve tænder. Når jeg har fjernet forbindingen, spørger han mig, om jeg har lyst til at fjerne dem, og jeg siger at det vil jeg meget gerne. Her bruger man ikke sterile hansker til at fjerne sting, så jeg tager et par almindelige engangshandsker på, tager en pincet i højre hånd og en engangsskalpel i venstre. Manden har fået 2 sting i panden fra en sten, og Kofi kigger på mens jeg først uden problemer fjerner det ene sting. Over det andet sting, er der kommet rigtig meget sårskorpe, som jeg først må fjerne, inden jeg kan komme ind til det andet sting. Han ryster på hovedet af smerte, så jeg lægger ham ned for at få bedre adgang. Det andet sting kommer nu også ud, og Kofi klapper mig på skulderen. Når jeg kigger, sender han mig et håndtegn der betyder, at det jeg gjorde, var godt. Senere kommer der endnu en ung fyr der skal have fjernet sting i panden. Kofi har angiveligt travlt med et eller andet et andet sted, så kan siger bare ”You do this one. I have to go” og nu står jeg alene og skal fjerne sting. Det går heldigvis bedre end første gang. Kofi kommer tilbage imens jeg er ved at pakke ham ind i gaze, og han siger at det jo er nemt.

I dag har vi også haft to omskæringer af 14 dage gamle drengebørn. Det var lidt voldsomt at se på, men meget spændende. På Casualty Theatre er der mange patienter med mange forskellige problemstillinger, så man skal have stor viden og erfaring for at arbejde selvstændigt her. Kofi har arbejdet her i mange år, og hjemme i Danmark vil man nok betegne ham som en behandlersygeplejerske. Det var endda ham som fortog omskæringerne af de to drenge.

9.0 – Læringsudbytter
  • At argumentere for vurderinger og interventioner i forhold til centrale sygeplejefaglige problemstillinger på baggrund af praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden

Jeg såvidt muligt vil søge praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden inden for de områder OPD arbejder med. Det er typisk sårpleje, nye som gamle der, arbejdes med på OPD. Derudover vil spørge afdelingens sygeplejersker til råds, når jeg er i tvivl om en procedure. Jeg vil anvende VIP-portalen til at finde vejledninger, selvom det sjældent er muligt at udøve dem på min afdelingen, grundet mangel på ressourcer

 

·        At formidle mundtlig og skriftligt med anvendelse af tydeligt fagsprog

Ved hver patients ankomst, vil jeg fortælle om den procedure jeg vil udøve. I de tilfælde hvor patienten ikke kan engelsk, vil jeg bruge en af de andre sygeplejersker som tolk, så jeg er sikker på at patienten forstår hvad der skal ske.

 

·        At beherske sygeplejehandlinger i komplekse kliniske patientsituationer

Til at starte med vil jeg observere de andre sygeplejerskers arbejde, og jeg vil spørge undrende ind til denne, så jeg får en fuld forståelse af hvad hun gør, og hvorfor. Derefter vil jeg udøve proceduren under supervision af en sygeplejerske, så jeg sikrer mig at jeg gør det rigtige.

 

·        At beherske centrale instrumentelle sygeplejehandlinger, metoder og standarder ved komplekse patientsituationer

Samme som ovenstående.
 
  • At beherske medicinadministration til udvalgte patientgrupper

På MSW vil jeg opsøge viden hos de andre sygeplejersker, så jeg lærer hvordan medicinadministrationen foregår. Der er meget IV-væskebehandling, og her anvender jeg såvidt muligt danske standarder, hvad angår hygiejne og administration, selvom dette sjældent er muligt. Selve administrationsformen er rodet i forhold til det danske, så jeg efterligner de lokale sygeplejersker.

 
  • At identificere og reflektere over fagetiske dilemmaer og magtrelationer i udøvelse af sygepleje

De dilemmaer man oplever i et udviklingsland som Ghana, er meget langt fra hvad man oplever i Danmark. I mit sygeplejefaglige virke, overvejer jeg meget Kari Martinsens teori om magtrelationer. Selvom de lokale sygeplejersker aldrig har hørt om Kari Martinsen, forsøger jeg stadig at værne om deres integritet, og jeg forsøger at få en lige magtrelation til mine patienter. Dette gør jeg blandt andet ved at være underdanig, og vise at vi er sammen om problematikkerne. Jeg forsøger vedligeholde patientens integritet, ved at se denne som et levende, komplet menneske, og ikke en ”maskine der skal fixes”

 
  • At handle moralsk ansvarligt under hensyntagen til den enkelte patient/borger

At handle moralsk ansvarligt er virkelig udfordrende hernede. Vores opfattelse af hvad der er moralsk korrekt, er lang fra hvad der bliver praktiseret hernede. Derfor står jeg på dette punkt selv i et kæmpe dilemma. Det er rigtig svært at handle ”etisk dansk forsvarligt” i et andet land som dette. Jeg har ved flere lejligheder oplevet at patienterne bliver utilpasse, hvis man behandler dem som danske patienter. De vil gerne have at man behandler hurtigt og effektivt, uden at vise følelser. Men jeg forsøger alligevel, og det har også båret frugt et par gange

 
  • At planlægge, tilrettelægge og medvirke ved diagnostiske undersøgelser, behandlinger og observationer

Når jeg hører at en patient skal have foretaget en undersøgelse, eller behandling, vil jeg læse om det når jeg kommer hjem. Jeg vil søge på Cinahl, Pubmed og VIP-portalen. Derudover vil jeg være med, når lægen tilrettelægger fremtidig behandling, hvor jeg vil være spørgende og videnssøgende

10.0 - Fiffi og jernmasken

23-02-2016

Fiffi er 56 år gammel. Han er gift og har 4 børn der alle er voksne. Fiffi har haft diabetes i 15 år, og han er indlagt på Cape Coast Regional Hospital på MSW. Han ligger helt nede i bunden af afdelingen, i det område hvor der ikke er ventilator. For 10 dage siden opdagede han at tæerne på den ene fod var begyndt at blive sorte, og var begyndt at rådne pga. dys reguleret blodsukker. Han har derfor fået fjernet alle 4 tæer på den fod. Jeg har i længere tid passet ham, målt blodsukker, givet ham medicin og renset hans sår. Der er gået betændelse i såret, så kirurgerne har skåret længere og længere ind i foden, så han nu kun har storetå og hæl tilbage. På trods af daglig sårpleje er såret stadig inficeret. En typisk sårpleje i Ghana en simpel. Først fjernes forbindingen og såret renses med vat og saltvand. Hernæst pakker man såret ind i en iodvædet gaze, som tilsidst pakkes ind i forbinding. Nogle gange hældes der også honning i såret efter det er rengjort med saltvand. Fiffi bliver nødt til at spare på sine penge og har derfor ikke råd til ny forbinding hver dag, så jeg genbruger den gamle. Forbindingen og såret er inficeret med myrer. Jeg er stoppet med at fortælle ham det, da han ellers bliver mindet om hans økonomiske situation. Det er alt for mærkeligt, at pakke et blødende, inficeret diabetessår ind i en myreture. Det er forfærdeligt at indrømme, men jo længere tid jeg tilbringer i Ghana, jo mere bliver jeg en del af det andet personale. Jeg bliver nødt til at indordne mig deres rammer og vilkår, selvom det skriger imod alt jeg har lært. Jeg bliver en del af et ufølsomt personale, der overhører gråd, og ser patienten som en maskine. Jeg oplever en verden hvor patienten der skal blive rask, bliver behandlet som bilen der skal have ny motor. Jeg er sygeplejersken der pakker en halvamputeret diabetesfod ind i myreinficeret gaze, fordi det forventes af mig. Jeg kan ikke gøre andet end at underminere min trang til at råbe op. Jeg har lyst til at sige at det ikke kan passe, og spørge fanden er det er der foregår. Men hvad godt vil det gøre? Fiffi har ikke råd til at købe ny forbinding, og det har hans familie heller ikke. Jeg han være den barmhjertige samaritaner og ofre mine egne penge på ny forbinding, men der er mange andre som Fiffi. Inden jeg får set mig om, har jeg brugt alle mine penge på forbindinger til samtlige patienter. Jeg kan intet stille op. Jeg tager min iskolde jernmaske på, og pakker Fiffis blødende sår ind.

10.1

Om morgenen, d. 24. februar går jeg direkte ned til Fiffi og hans nabo Mark. Mark smiler da han ser mig og spørger ”Artesan?” Han vil høre hvordan det går. ”Boko” svarer jeg. Fiffi snakker i telefon med lavmeldt, dirrende stemme. Efter 5 minutter afslutter han samtalen og hilser på mig. Jeg spørger om jeg må få lov til at skifte hans forbinding i dag. Han fortæller at der ikke er behov for at få den skiftet. Lægen har sagt at Fiffi skal benamputeres. Selvom stolen ved hans seng er møgbeskidt sætter jeg mig. Jeg er en smule chokeret. Fiffis fod er helt til rotterne, og jeg ved at det er det eneste rigtige at gøre. Længe sidder vi og snakker. Fiffi er meget religiøs, hvilket er heldigt i den her situation. Alle hans eksistentielle spørgsmål kan og bliver besvaret ud fra hans religion. Gud er almægtig og han har styr på Fiffis liv. Derfor er det Guds vilje at hans ben skal amputeres. Derfor er han nu helt rolig og afklaret. Benet skal amputeres dagen efter, og han spørger om jeg vil med til operationen. Han spørger mig ikke fordi han har brug for trøst eller sikkerhed, men fordi han ved det vil interessere mig, og jeg takker ja mange gange. 
Dagen efter er mig og en anden sygeplejerske ved at gøre Fiffi klar til operation. Jeg udfylder alle hans papirer, tjekker forsikringer, henter blod i blodbanken, gør hans medicin klar og sætter IV saltvand op. Hvor sygt som det end lyder, har jeg glædet mig som et lille barn. Siden jeg startede på den her uddannelse, har jeg forgæves forsøgt at finde min grænse for hvornår noget bliver for vildt for mig. Væskende sår, død og barnegråd har ikke været ”nok”. Men i dag skal jeg være vidne til at se en anden mand, en ven, få savet underbenet af. Inde på operationsstuen bliver Fiffi lagt på briksen. Jeg har fra hospitalets, Fiffis og kirurgerne fået tilladelse til at tage billeder og video af operationen, så længe alt forbliver anonymt naturligvis. Personalet bestemmer at det skal fjernes fra midten af skinnebenet. Foden, som stadig er i bandage, bliver pakket ind i en sort plastiksæk, og resten af benet vaskes i ethanol. Jeg bliver meget overrasket da jeg hører at Fiffi vil være ved fuld bevidsthed under operationen. Anæstesisygeplejersken spinalbedøver ved at stikke kanylen ind i rygmarvskanalen, så Fiffi bliver bedøvet fra livet og ned. For at checke om han er bedøvet, bliver han nevet af kirurgen, og i stedet for at spørge Fiffi om han kan mærke det, spørger han anæstesisygeplejersken. Da Fiffi ikke reagerer på smertestimuli, antager sygeplejersken at han er bedøvet. En operationssygeplejerske rækker kirurgen en skalpel han begynder at skære. 

Siden Fiffi kom ind på operationsstuen, har få kun hilst på. Ellers er der næsten ingen kommunikation mellem Fiffi og operationsholdet. Jeg spørger ham flere gange om hvordan han har det, om han er urolig, og hvad han generelt tænker. ”Boko” svarer han og smiler. ”Gods will. There is nothing I can do about it anymore” Han er helt afklaret. Alle er afklaret. Alle pånær mig. 

I starten går det hele rigtig fint. Kirurgen er hurtig men grundig, og operationssygeplejersken assisterer. Men da kirurgen rammer a. tibialis posterior og blodet begynder at strømme, bliver jeg ramt. Om det er fordi jeg kender manden, der ligger med blodet fossende ud af underbenet, eller om det er synet af de to gammeldags amputationssave der ligger på det sterile bord ved jeg ikke. Jeg føler at alt blodet fra hoved forsvinder ned i mine ben. Det snurrer for mine øjne og jeg har svært ved at fokusere. Jeg går lidt væk og tager nogle dybe vejrtrækninger. Kirurgen klemmer de store arterier af og brænder de små blodkar, så blødningen stopper. Jeg går ud af operationsstuen og sætter mig i en stol ude foran, og får lidt luft. Da jeg kommer ind igen, bliver jeg ramt af lugten af brændt menneskekød og lægen rammer nu a. tibialis anterior, og blodet fosser endnu engang. Jeg tænker om det er fordi jeg ikke har fået nok at spise og drikke i dag, men jeg bliver nødt til at fortælle Fiffi at jeg ikke kan fortsætte. Tanken om at se ham få savet benet af med en manuel sav giver mig kvalme så jeg forlader stuen og smider min facemask og operationshue i skraldespanden ved siden af håndvasken som jeg efterfølgende vaskser hænder i. Jeg går nu mod kantinen med en blandet følelse. På den ene siden er jeg ked af at jeg ikke kunne overvære operationen, nu hvor jeg har glædet mig så meget. Og så er jeg ked af at jeg ikke kunne være der sammen med Fiffi. Men mest af alt føler jeg sejr. Jeg har grænser og nu har jeg fundet, og erkendt dem. Så selvom jeg kan være kold og ”ghanaprofessionel” kan jeg også få for meget. 

 - Det sidste billede jeg tager af Fiffi på operationsbordet inden jeg må forlade stuen. Jeg ville gerne have været med under hele forløbet, men det klarede jeg desværre ikke.

Hej Malte, her har du nogle tanker fra mig:) Bedste hilsener Jette

https://wiki-protected.intrapol.phmetropol.dk/isyblogsudveksling/admin/page/18138/kommentar-fra-jette-til-malte/edit

10.2 - Efter operationen

29.02.2016

Det er mandag morgen, og starten på min sidste uge på MSW. Jeg har ikke set Fiffi siden jeg efterlod ham på operationsbordet i sidste uge, og jeg er naturligvis interesseret i hvordan han har det, og i at høre om hvordan operationen gik. Jeg ser at han har fået en ny plads. hvor han før lå helt nede i enden, ligger han nu så han er den første patient man møder. Han har også fået anskaffet sig sin egen personlige vifte, der blæser fra fodenden. Hilsner, smiler og giver hånd da han ser mig, og jeg hilsner på, og spørger hvordan det gik. "Saven var lidt ubehagelig" siger han. Benet er fjernet fra midten af skinnebenet, og såret er stadig pakket ind. Han siger at det forbindingen først skal ordnes i onsdag, og jeg siger at jeg glæder mig til at se det. Fiffi har købt to krykker og en rollator, som han nu skal til at bruge. Han siger at han er en smule urolig for hvordan det hele skal gå, men jeg lover ham for, at jeg vil hjælpe og støtte ham i hans nye liv uden ben. 

En gang om dagen kommer fysioterapeuten forbi afdelingen og ser til Fiffi. Sammen laver de øvelser, så Fiffi kan lære at bruge rollatoren. Der kommer stadig til at gå et stykke tid, før han kan bruge krykkerne. Lægen har også fortalt os hvor vigtigt det er at Fiffi bliver ved med at bruge hofte- og knæled, da disse ellers kan blive helt stive. Hele ugen laver vi øvelser, og snakker om hvordan det bliver bedre. Om onsdagen er jeg med sårpleje hos Fiffi, og vi såret for første gang siden operationen. Det er ret normalt at lade forbinding blive på i lang tid efter en så stor operation. Blottes såret for tidligt, er der stor risiko for at det bliver inficeret. Kirurgerne har gjort et rigtig fint stykke arbejde. pænt og symetrisk, uden tegn på infektion. Jeg spørger om jeg må tage billeder til min blog, og får at vide, at det må jeg meget gerne. Han vil også gerne se billederne.

Den sidste dag sidder vi og snakker om hvordan det skal gå. Han fortæller at han har været rigtig glad for at jeg har været hos ham. Det er tydeligt at se, at de ikke er vandt til at man oprigtigt interesserer sig for dem, eller overhoved viser interesse. Jeg får sagt farvel til hele afdelingen, og efterlader Fiffi med et smil på læben, fuld af gå-på mod, igang med at lave øvelser med fysioterapeuten

 -  Her ses Fiffis underben 5 dage efter operationen. Det er helt underligt at se ham hvor han mangler halvdelen af underbenet, men han smiler og er ved godt mod, og såret heler rigtig pænt uden inflammationstegn.

11.0 - Medicinprocedurene på stedet

26-02-2016

Medicinprocedurene på MSW er noget man ikke kan sammenligne med danske standarder. Nogle af patienterne har deres medicin liggende ved deres borde, mens andre har det i ”medicinvognen”. Der er mange lokale studerende på afdelingen, og ved medicingivning har en enkelt sygeplejerske overblikket imens vi studerende giver medicin til patienterne. I papirjournalerne, der også ligger ved patientens bord, kan man se hvad hvilken medicin de skal have, samt hvornår de skal have den. Alt er håndskrevet, og af og til, er det fuldstændig umuligt at se hvad der er ordineret, hvor ofte de skal havde det, administrationsform samt dosis. Ingen spritter hænder og ingen bruger handsker. Tabletterne trykkes ud på et beskidt bord, samlet op af en beskidt studerendes hånd, og givet til en patient med endnu mere urene hænder, hvorefter de sluges. Når de er indtaget, skriver man sine initialer i journalen og går videre til den næste patient.

13.0 - Tips til andre

14-03-2016

Pak ordenligt. Jeg har været en kæmpe klovn, så jeg har pakket som en kæmpe klovn. Du får ikke brug for 3 par lange bukser. Du får ikke brug for 4 skjorter. Temperaturerne hernede er så vilde, så du aldrig får brug for en slimfit skjorte der klistrer til kroppen. Okay måske én, men heller ikke flere. 

Ordenligt elektronik. Tag et ekstra par høretelefoner med hjemmefra, for du bliver rigtig ked af det, når du smider dem væk på første uge. Du kan snildt købe et par nye i Cape Coast, men når de dyreste du finder koster 25 kr., og er pakket ind i en tynd ziplocbag, så ved du godt hvad du får. Du skal helt til Accra for at finde en ordentlig elektronikbutik, og det kan tage op til 4 timer at komme dertil, hvis trafikken er voldsom.

Engager dig. Vis interesse for dine patienter og kollegaer. På Cape Coast Regional Hospital er der ofte mange studerende, i hvert fald på MSW. Der er kamp om opgaverne, og du bliver nødt til at gøre dig selv bemærkelsesværdig, ellers bliver du overset. Du er herre over egen læring, og da der ikke er nogen der holder øje med dig, er det nemt at falde i fælden, og sidde på en stol en hel dag.

Brug tiden fornuftigt. Hvis du skal være her i 10 uger som mig, skal du være forberedt på at du kommer til at kede dig. Du skal være væk fra familie og venner, så du bliver nødt til at finde på noget andet at foretage dig, mens du er afsted. Det kan godt blive kedeligt i længden at ligge på stranden hver dag, så tag nogle bøger eller spil med du kan underholde dig med. Vær åben over for andre mennesker, og dan dig nogle venskaber med de andre frivillige og studerende på hospitalet, både lokale ud udlændinge. Der er rig mulighed for at lære Ghanas folk og deres kultur at kende, hvis du skaber dig nogle relationer.

Tag afsted for din egen skyld. Jeg tog afsted fordi jeg ville gøre en forskel. Jeg ville redde hele verdenen (Ghana) men fandt hurtig ud af at det var en umulig opgave. Ghana er et fattigt land, og hvor kun dem der har penge kan få behandling. Det er naivt at tro, at du kan tage danske VIPS-vejledninger og standarder med, og implementere dem i et land, hvis kultur og rigdom er så fjern fra den danskes. Forbered dig på at du må opbygge et værn omkring dig, så du ikke bliver følelsesmæssigt såret. This is Africa, og det kan du ikke lave om på. Se det i stedet som en dannelsesrejse, og reflekter over hvordan det er herhjemme.

Nåja. Husk myggespray og solcreme i rigelige mængder. Og kom afsted!

 

14.0 - Hvad læser du undervejs?

·        Benner, P., 1995. Fra novice til ekspert. Munksgaard. 1 Udgave. 1 Oplag. Dreyfusmodellen for tilegnelse af færdigheder, tilpasser sygeplejen.

·        Birkler, J., 2007. Filosofi & sygepleje – Etik og menneskesyn i faglig praksis. Munksgaard. 1 Udgave. 5 Oplag. Kap. 4 patientens verdensanskuelse og erkendelse

·        Cullberg, J., 1985. Krise og udvikling – En psykoanalytisk og socialpsykiatrisk studie. Hans Reitzels forlag. 2 Udgave. 6 Oplag. Kap. 16 krisens forløb og symptomer

·        Jespersen, J., 1998. Ghana - En politisk og økonomisk oversigt. 1 Oplag. 1 Udgave

·        Jørgensen, K., 2010. Kommunikation – for sundhedsprofessionelle. Gads forlag. 1 Udgave. 1 Oplag. Kap. 5 Aktiv lytning

·        Holm, S., Kummeneje, I., 2009 Pre- og postoperativ Sykepleie. Fagbokforlaget. 2 Udgave. 1 Oplag

·        King, M., King, F., 1972. Nutrition for developing countries. Oxford University Press. 1 Udgave. 1 Oplag

·        Nielsen, J., Ahlburg, P., 2006. Postoperativ kvalme og opkastning. Ugeskrift for læger; 168/1

·        Suhr, L., Winther, B. 2011. Basisbog i sygepleje – Krop og velvære. Munksgaard. 2 Udgave. 2 Oplag. Kap.1 Sygeplejeprofessionen

·        Ward, C., 2012. Fast track Program to Prevent Postoperative ileus. MEDSURG Nursing; 21/4

·        Wichmann, L., 2013. Sygepleje til den akut syge patient. Gads Forlag. 1 Udgave. 1. Oplag. Kap. 1 Sygepleje i akutmodtagelsen.

·        Wichmann, L., 2013. Sygepleje til den akut syge patient. Gads Forlag. 1 Udgave. 1. Oplag. Kap. 3 Observation af en akut syg patient.

·        Wichmann, L., 2013. Sygepleje til den akut syge patient. Gads Forlag. 1 Udgave. 1. Oplag. Kap. 4 Monitorering.

·        Wichmann, L., 2013. Sygepleje til den akut syge patient. Gads Forlag. 1 Udgave. 1. Oplag. Kap. 13 Smerte. 

Billeder - Den første uge mødte jeg en rigtig sej gut der hedder Micheal. Han træner frivilligt et rugbyhold hver tirsdag og torsdag. Mange af de unge lokale ghanesere har meget fritid, og så spiller de rugby sammen med Micheal på stranden, istedet for at kede sig på gaden. Jeg har også spillet med ham et par gange, men jeg kan slet ikke følge med. Heller ikke selvom drengene der spiller kun er 14 år gamle. De er vandt til at løbe stærkt i sandet, imens jeg sejler rundt uden at finde skyggen af fodfæste. Han inviterede mig hjem hos sin mor og bror, hvor vi sammen forberedte fiske-krabbesuppe, som vi spiser på billedet.

 - Her sidder jeg hos Micheals mor og koger krabber. Micheal, hans bror og mor bor i et lille "skur". Micheals far døde i starten af januar, og familien er meget fattig. Så småt er det gået op for mig, at Micheal måske kun er sammen med mig for at få penge. Familien har ikke råd til at betale for begravelsen, og Micheal spørger mig ofte om penge. Det er et meget følsomt område, og jeg synes at det er en smule tarveligt at bruge det for at få penge. Vi bruger hinanden. Jeg bruger ham til at opleve en masse kultur, og opleve folket helt tæt på. Han bruger mig til at få penge.

 - Lørdag d. 05.03.2016 tog jeg alene til surferbyen Busua, hvor jeg mødte og boede hos en flok andre studerende. En dag da vi går ned af stranden, kommer der en båd ind, der begynder at trække fisk ind. To mænd hopper i vandet, med hver deres reb over skulderen: da de kommer ind til bredden hiver de en kæmpe stor rokke. Senere kommer de også med en haj. Jeg er helt paf over at se så stor en rokke!

En hilsen fra Jette 21.03.2016

https://wiki-protected.intrapol.phmetropol.dk/isyblogsudveksling/page/18138/kommentar-fra-jette-til-malte#

Efter de havde hevet hajen og rokken op ad vandet, skulle båden ind på land igen. To mænd på båden vinkede til mig, og bad mig om at hjælpe. "Brah brah brah!" råber de. Det betyder kom kom kom. Mig og 2 lokale løb ud i vandet og begyndte at trække båden i land.

 - Medicinregistrering på Cape Coast Teaching Hospital. Her ses et medicinsheet, hvor præperaterne står til venstre. Administrationsform, styrke, og hvor ofte patienterne skal have præperatet. Det hele er håndskrevet, og det kan godt være ret svært at tyde hvad lægerne skriver nogle gange. Derfor er det uundgåeligt at der sker fejl i medicineringen. Efter det er givet, angiver man sine initialer i den respektive kolonne, ved dato og tidspunkt.

 - Fredag d. 11-03-2016. Vi er i en landsby, hvor vi underviser børnene i håndhygiejne. Nanna har tegnet en sygeplejerske, og jeg har halvhjertet forsøgt at tegne Danmark. Børnene var helt vilde over at se hvide mennesker, og de udviste en enorm respekt for os og de andre undervisere. Til venstre ses Rektor for skolen. 

https://wiki-protected.intrapol.phmetropol.dk/isyblogsudveksling/admin/page/18138/kommentar-fra-jette-til-malte/edit