Tanzania - Tanya, Diana og Sara
Page last edited by Elena Maranon Hemmingsen (1emh) 21/02-2018

Vi er tre sygeplejerskestuderende: Diana, Sara og Tanya og vi skal på udveksling i modul 6 til Tanzania. Vi ved endnu ikke så meget om hvor vi skal hen, men vi har fået at vide at vi skal bo hos en mand og hans tre børn i Meru distriktet i nærheden af Mount Meru, samt at vi skal i praktik på et hospital ved navn Tenguru.

Vores oprindelige plan var et ophold i Kenya, for en måned siden fik vi besked om at Kenya ikke var en mulighed pga. lægestrejke i hele landet og vi stod derfor pludselig og skulle tage en ny beslutning om, hvor vi ville hen.  Tanzania har fra start af også været en spændende mulighed, som vi faktisk havde planlagt at rejse rundt i efter endt praktikophold. En af forskellene, der har betydning for os, er at der er færre der taler engelsk i Tanzania, men det har vi valgt at se som en chance for at få ekstra læring med, i form af swahili.

Processen har indtil videre været både hektisk og spændende. Der er rigtig mange praktiske ting der skal ordnes, meget mere end vi egentligt havde regnet med. Hver gang man har ordnet en ting på sin to-do liste, kommer man i tanker om 5 nye ting man kan skrive på. Den sidste uges tid er gået med at sige farvel til venner og familie for de næste par måneder. Det bliver lidt af en omvæltning at skulle til Afrika, og vi ved ikke hvad der venter os – men vi glæder os til at blive presset lidt ud af vores komfort-zone.

De næste 10 uger vil vi på bloggen skrive om vores oplevelser både i klinikken og i fritiden samt vores overvejelser/ erfaringer omkring de mere praktiske ting omkring opholdet.

Lige nu glæder vi os allermest til at sidde i lufthavnen og være færdige med forberedelserne og bare kunne glæde os til at komme i gang med praktikken og mødet med kulturen.

Tak for nu!

Diana, Sara og Tanya ☺   

Højskoleophold i Kenya

Når man rejser til afrika med Global Contact er der et obligatoriske højskoleophold i den første uge, som foregår i Kenya, nær Nanyuki. Her var vi af sted med 9 andre sygeplejerskestuderende fra hele landet, hvor vi blev introduceret til afrikansk kultur, problematikker i sundhedsvæsenet, swahili og mange andre ting. 
Problematikker i det afrikanske sundhedsvæsen
Vi blev forberedt lidt på, hvilke forhindringer og problematikker vi kunne komme til at møde i sundhedsvæsenet og talte om, hvordan man kunne arbejde med nogle af de forskellige punkter. De største udfordringer, er:
  • Mangel på remedier og medicin
  • For få sygeplejersker til for mange patienter
  • Dårlig infrastruktur
  • Mangel på viden
  • Fattigdom
  • Hygiejne/ smitte
  • Naturmedicin
  • Religiøse overbevisninger (nogle tror ikke på medicin og hospitaler)

Det er mange problematikker man skal forholde sig til og de er meget anderledes end det vi er vant til derhjemme. Derfor bliver det en stor udfordring for os at skulle takle de forskellige, og vi er spændte/ nervøse på vores første møde med et tanzaniansk hospital. 

Tilvænning til forholdene

På højskolen blev vi desuden udfordret på forholdene vi skulle leve under. Det har nok været sundt for os at prøve inden vi skulle ud og bo hos de lokale familier, men det har været noget der har krævet en masse energi. Nogle af de ting, der har krævet tilvænning har været toiletforholdene (et toilet med hul til jorden), det brune vand der kommer ud af vandhanerne, de mange dyr og insekter, daglige strømafbrydelser og den samme mad til hvert måltid (stort set). De to største omvæltninger har været bad og opvask. På et tidspunkt da vi var i bad, hvilket desuden foregik i iskoldt vand, forsvandt vandet, mens vi havde håret fyldt med shampoo. Så måtte vi tænkte kreativt og måtte bruge vores vandflasker med drikkevand til at få den sidste sæbe ud af håret. Vi var heller ikke fan af måden at vaske op på. Det foregik i 3-4 baljer med vand, hvor man startede fra højre mod venstre og rengjorde vores service med fingrene. For det meste var der sæbe i den første, men det lugtede som om det ikke så ofte blev skiftet ud. Så vores service blev rengjort i brunt og lugtende vand og sat til tørre indtil næste måltid, hvor det skulle genbruges. Vi er glade for at have fået det med, og det blev hurtigt rutine at gøre alle de her ting, så vi håber at det også kommer til at være sådan med fremtidige udfordringer/ omvæltninger. 

Ekskursioner 
Vi var på mange spændende ekskursioner på den ene uge, og nogle af dem gjorde et stort indtryk på os. Først og fremmest var vi ude og se et hospital i Nanyuki, hvor vi blev vist rundt på de forskellige afdelinger. Det er nogle helt andre forhold end det vi er vant til og for mange var det lidt af et chok at se at man kunne ligge flere i sengene ad gangen, at der ikke var noget privatliv eller blufærdighed og den lugt der var på nogle af afdelingerne. Vi kan klart anbefale at se dokumentaren om de sygeplejestuderende, der var på besøg på Jinja Hospital i Uganda, for at få et bedre indtryk af, hvordan hospitalerne er (https://youtu.be/IRgHzg88U1U). 
Vi var desuden rundt og se hvordan de tre forskellige befolkningsgrupper (Bantus, Nilotecs, Cushites) boede i området, og lavede den ene aften aftensmad med de lokale familier. Det var en helt speciel oplevelse at komme med ind i hjemmet og se hvordan de bor. Faktisk var det en af vores undervisere, der var fra Masaai-stammen, der inviterede os med til hans landsby. Han havde en god vestlig kulturforståelse og virkede meget moderne - så vi var meget overraskede over, hvad vi mødte. Vi havde haft en forestilling om at han boede i et hus med køkken og badeværelse med hans kone og børn. Det vi mødte var lerhytter, toilettet bestod af en busk eller i bedste fald et afskærmet hul i jorden, køkkenet var et bål og børnene løb rundt uden sko på. Derudover havde han to koner og 10-12 børn - det kom an på hvem man spurgte. Så vi lærte virkelig at vores forestillinger omkring afrikanerne ikke lever op til virkeligheden. Vi er meget glade for at have haft denne oplevelse, både personligt og fagligt, da vi nu har en meget bedre forståelse for forholdene mange af vores kommende patienter kommer fra. Noget andet overraskende var deres manglende interesse for, hvor gamle de var og hvor mange søskende de havde. Der var stort set ingen der kunne svare os på dette.
Tak for nu! Kwa heri! 
Tanya, Sara & Diana 

Mødet med vores Afrikanske familie

2017-05-14

Vi har nu boet godt og vel en uge hos familien Msangi og det har været fantastisk - men noget helt andet end vi havde forventet hjemmefra.
Hjemmefra havde vi fået et infosheet fra de lokale kontakter hos Global Contact i Arusha. Vi havde fået at vide at vi skulle bo hos en Mr. Shufaa Msangi sammen med hans 12-årige søn, da hans to ældre døtre var på boarding school. Men da vi blev hentet på Global Contacts platform i Arusha (aka. "Danish"/ TCDC) ventede der sig en overraskelse - Mr. Shufaa Msangi var en Mrs., og rigtig nok havde hun 3 børn, men den 12-årige dreng, er i dag 16 år og er på boarding school, mens de to døtre nu bor hjemme. Så vores familie, vi forventede bestod af en far og en søn, består af en mama og hendes to døtre.
Vi morede os lidt over det, da vi i introdagene i København havde fået at vide at grunden til at vi fik så lidt information om familien hjemmefra, var at af en eller anden grund var der altid fejl i de informationer der blev givet ud, hvis det blev for detaljeret. Vi fortalte vores værtsfamilie om det og vi fik os et godt grin.
På platformen blev vi af mama Shufaa mødt med store, lange kram. Vi blev kørt hjem og så, hvor vi skulle bo. Senere mødte vi de to piger, som er jævnaldrende med os, og som snakker rigtig godt engelsk og vi bliver kun tættere og tættere med familien. Inden mødet med dem havde vi gjort os mange tanker - skulle man bade i en spand, bo i en lerhytte og tisse i et hul i jorden? Hvad hvis man ikke havde et godt forhold til familien, eller følte sig som gæst i hjemmet i alle 8 uger?
I forhold til de andre modul 6 studerende fra Danmark i Arusha, er vi nok dem der bor fattigst. Vi bor dog heldigvis ikke i lerhytter og skal ikke tisse i et hul i jorden. Umiddelbart virker huset til at svare til middelklassen her i Tanzania, men det er meget sparsomt indrettet. Til gengæld, når man går om bag huset har de bygget en flot tilbygning, med tre værelser, som er beregnet til os studerende. Det er helt nyt, med eget toilet, og man kan se at de har prioriteret deres penge i den del af huset, frem for der hvor de selv bor. Godt nok skal vi bade i en spand, og selv koge drikkevand, men vi har været forberedte på noget meget mere primitivt, så alt i alt er vi meget tilfredse. Vi har fået sådan en dejlig værtsfamilie at de praktiske forhold er mindre vigtige. Grunden til vi valgte udveksling i Afrika var jo også at komme til at bo hos en lokal familie og leve under deres vilkår, så de ting der udfordrer os er også en del af oplevelsen.
Første aften vi var der, sagde de at vi skulle slappe af og være gæster, og fra i morgen kunne vi være en del af familien. De gør meget ud af at vi skal føle os hjemme, men vi tilbyder også selv at være en del af de huslige pligter. De har været meget hjælpsomme med hvad end af problemer vi kunne have haft. De har hjulpet os med at lære at køre Dalladalla, de har fulgt os til hospitalet, vist os rundt i Arusha og hjælper nu med at finde kontakter til forskellige ture vi vil på. Stort set ligemeget, hvad vi skal bruge hjælp til står de klar. Vi har også allerede planer om at vi skal med dem til frisøren, i biografen og i byen. Vi hygger om aftenen med spil og musik og de hjælper os med at forbedre vores Swahili :-)
Vi føler os utrolig heldige over vores nye afrikanske familie, og vi glæder os til de mange næste uger sammen med dem. 
Vi har værelser i bygningen til venstre, mens resten af huset er til højre
Vi har værelser i bygningen til venstre, mens resten af huset er til højre
I familiens stue

I familiens stue

Hospitalet, Fokusområde og Studieplan

Kort beskrivelse af hospitalet

Vi skal være på Tengeru Hospital i 8 uger. Hospitalet ligger lidt uden for Arusha i Tanzania og er et "District hospital" og dermed den anden største type hospital i landet. De har mange samarbejdspartner og man kan derfor nemt finde andre studerende og frivillige fra de vestlige lande. Meget af det mindre udstyr rundt omkring på afdelingerne er således også fra Danmark og ligeledes er mange af lægernes og sygeplejerskens uniformer. Disse donationer er vigtige for hospitalet, da de ofte har udstyr der ikke virker. Generelt er der meget på hospitalet der ikke dur og man kan have dage, hvor der f.eks. heller ikke er vand eller hvor lagnerne til operation ikke er tørret (de hænger på stativer uden for) og man derfor ikke planlægger operationer. Personalet lærer at være kreative og kan mange ting manuelt, for de må altid være forberedt på at udstyret ikke virker, eller man løber tør for et eller andet. 
Afdelingerne er indrettet som ét stort rum, hvor sengene står på rad og række. Der er ikke noget privatliv og man lærer derfor sine medpatienter godt at kende under indlæggelse. Man skal selv medbringe kanga'er til at bruge som lagner og dække over kroppen. Man deler patienterne op i hhv. Kvindelige og mandlige patienter, så de ikke skal ligge på samme afdelinger. Vinduerne på afdelingen er typisk ødelagte og der er ikke planer om at reparerer dem lige foreløbigt. Heldigvis er vejret ikke så koldt som i Danmark. Alle journaler bliver skrevet i hånden og patientens informationer bliver skrevet på et ark de skal have med hjem og huske at medbringe hvis de skal indlægges en anden gang. Omsorg for patienterne er ikke noget man benytter på Tengeru hospital. Patienterne skal kunne passe sig selv og de skal makke ret efter læger og sygeplejersker. Hvis ikke de gør det kan det resulterer i skældud eller i værste fald et slag på kroppen. 
Et gammelt toilet der bruges som vask på Maternity Ward. Der er mange alternative løsninger på Tengeru
Et gammelt toilet der bruges som vask på Maternity Ward. Der er mange alternative løsninger på Tengeru
En standard afdeling udefra
En standard afdeling udefra 
Vinduerne er på samtlige afdelinger gået i stykker, så det kan godt være lidt køligt på afdelingerne engang i mellem
Vinduerne er på samtlige afdelinger gået i stykker, så det kan godt være lidt køligt på afdelingerne engang i mellem
Her føder kvinderne på maternity ward. De kunne godt trænge til nogle nye brikse.
Her føder kvinderne på maternity ward. De kunne godt trænge til nogle nye brikse.
Fokusområde og studieplan
Vi har fokus på gravide, nyfødte, børn og kronisk syge (HIV/AIDS), i forhold til kultur/samfundsmæssige forskelle, og sundhedsmæssige behov, i form af sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende, lindrende, og rehabiliterende karakter.
Pædiatrisk afdeling
Læringsudbytter:
·      Anvender metoder, procedurer og redskaber til administration af medicin til udvalgte patienter/borgere.
·      Identificerer og analyserer udvalgte fænomener og sygeplejefaglige problemstillinger, herunder risikofaktorer og sundhedsfremmende tiltag hos gravide, nyfødte, børn, familier og ældre patienter/borgere.
·      Beskriver samfundets tilbud til gravide, nyfødte, børn familier og ældre patienter/borgere.
·      Indgår i relationer, dialog og samspil med gravide, nyfødte, børn, familier og ældre patienter/borgere og undervise, vejlede og informere disse.
·      Udvælger og anvender praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden om sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende virksomhed.
 
I praksis:
·      Observere stuegang
·      Observere og yde sygeplejeopgaver som bad, rensning af brandsår
·      Være med til medicinadministration
·      Observere kommunikationen mellem personalet og patienter
·      Kommunikeret med børnene og deres mødre
·      Lære om vigtigheden ved sund ernæring allerede fra barndommen
·      Lære hvilke sygdomme der er mest udbredt på blandt børn under 5 år
·      Lære om symptomerne til de forskellige sygdomme børnene fejler
·      Få viden om hvilken sygdom der fører til størst dødelighed blandt børn under 5 år
 
 
Fødeafdeling
Læringsudbytter:
·      Forklarer menneskets kulturelle opfattelser og samfundsmæssige forholds betydning for sundhed og sygdom.
·      Reflekterer over etiske problemstillinger i relation til patienter/borgere med kroniske sygdomme
·      Begrunder og anvender kliniske metoder til observation, vurdering og intervention i forhold til patienter/borgere med kroniske sygdomme.
·      Anvender metoder, procedurer og redskaber til administration af medicin til udvalgte patienter/borgere.
·      Identificerer og analyserer udvalgte fænomener og sygeplejefaglige problemstillinger, herunder risikofaktorer og sundhedsfremmende tiltag hos gravide, nyfødte, børn, familier og ældre patienter/borgere.
·      Beskriver samfundets tilbud til gravide, nyfødte, børn familier og ældre patienter/borgere.
·      Indgår i relationer, dialog og samspil med gravide, nyfødte, børn, familier og ældre patienter/borgere og undervise, vejlede og informere disse.
·      Udvælger og anvender praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden om sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende virksomhed.
 
I praksis:
·      Følge fødende kvinder fra antenatal til postnatal, herunder kvinder med HIV
·      Lære om specielle tiltag i forhold til fødende kvinder med HIV, for at undgå smitte til baby samt personale
·      Observere kommunikationen mellem personalet og de fødende kvinder
·      Observere personalets hygiejne under fødsler
·      Måle vitale værdier på mødre og nyfødte
·      Følge stuegang
·      Observere og administrere medicin intravenøst og intramuskulært
·      Lære om de mest hyppige komplikationer i forbindelse med graviditeten og under fødslen
·      Få viden om hvad den hyppigste dødsårsag er på afdelingen er
 
HIV/AIDS klinik
Læringsudbytter:
·      Forklarer menneskets kulturelle opfattelser og samfundsmæssige forholds betydning for sundhed og sygdom.
·      Reflekterer over etiske problemstillinger i relation til patienter/borgere med kroniske sygdomme
·      Observerer og identificerer fænomener knyttet til folkesygdomme, kroniske sygdomme og reaktioner.
·      Begrunder og anvender kliniske metoder til observation, vurdering og intervention i forhold til patienter/borgere med kroniske sygdomme.
·      Tilrettelægger, koordinerer, udfører og evaluerer sygepleje til udvalgte patienter/borgere under hensyntagen til den kronisk syges livssituation.
·      Anvender metoder, procedurer og redskaber til administration af medicin til udvalgte patienter/borgere1.
·      Udvælger og anvender praksis-, udviklings- og forskningsbaseret viden om sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende, lindrende og rehabiliterende virksomhed.
 
I praksis:
·      Tage blodprøver
·      Lære om symptomerne for HIV/AIDS
·      Observere kommunikation og vejledning fra personalet til de HIV-positive patienter
·      Observere hygiejnen i forhold til smitterisiko på afdelingen
·      Reflektere over forebyggelse og tiltag klinikken gør for at informere patienterne om smitte
·      Få kendskab til den medicin de HIV-positive gives (heriblandt PEP og PREP)
·      Lære om udfordringerne ved at udrydde HIV/AIDS i Afrika
 
 
Læsning:
·      Modul 6 pensum på intrapol
·      FN/WHO millenium development goals and sustainable development goals
·      “Livet med kronisk sygdom – et samfunds- og sundhedsfagligt perspektiv” af Birthe Hellquist Dahl mf.: kap. 1+2+4+5+7
·      “Sundhedspædagogik – I sundhedsfremme” af Venka Simovska og Jeanette Magne Jensen: kap. 1+2+3+4+11+14
·      Sundhedsstyrelsens HIV-folder
·      “Ars pariendi – håndgreb og akut handling ved fødsler” af Jette Led Sørensen mf.

Første uge på hospitalet

2017-05-14

Vores første uge på Tengeru Hospital tilbragte vi på pædiatrisk afdeling. Første dag vi mødte ind var mange af de ansatte til begravelse pga. en busulykke i området, der har dræbt 32 børn - derfor blev vi sendt hjem. De næste tre dage blev en lang og sej kamp. Personalet bestod af to sygeplejersker og en læge, og ingen af dem havde lyst til at tale engelsk eller fortælle os noget om afdelingen. Når vi mødte ind om morgenen, og når vi gik igen om eftermiddagen var de venlige og sagde pænt hej og farvel, men resten af dagen var anderledes. Vi forsøgte ihærdigt at stille spørgsmål til, hvad de lavede og hvad deres sygeplejeopgaver var. Ofte svarede de med en kortfattet sætning eller bare et ord, og andre gange ignorerede de bare vores spørgsmål.

Første dag var vi meget observerende og prøvede at se an, hvad deres opgaver var, og hvordan vi selv kunne hjælpe til. Her så vi bl.a. sygeplejersken vaske 3. gradsforbrændinger på to små drenge på omkring 3 år. Dette foregik i en balje, med en steril gaze (der blev brugt som klud) og en sæbe. Morens opgave var at holde barnet mens sygeplejersken skrubbede. Ingen af os har tidligere erfaring med brandsår, men vi oplevede det som meget ubehageligt. Inden drengene blev vaskede så huden ud til at være helet flot. Den var meget tynd og lyserød, men helet. Sygeplejersken skrubbede sårene til de blødte og da drengene var færdige med at blive vasket, var huden ikke længere hel, men skulle til at danne nye sår. Så vidt vi kunne læse os frem til, skal rense såret på førstedagen, lægge et lag vaseline og gaze på såret og lade det hvile i to uger. Vi kan ingen steder finde et scenarie, der skulle minde om det der blev gjort. Det var tydeligvis meget ubehageligt og både mor og barn græd gennem behandlingen.

Andendagen tilbød vi vores hjælp dagen lang - hver gang blev vi mødt med "der er ikke noget at lave". Vi prøvede selv at kommunikere med patienter og få styr på, hvem der hed hvad, og hvilken diagnose de havde. Af journalerne fremgik det ikke, hvilken seng der tilhørte hvilken patient, og de var skrevet i hånden, men det var så sjusket skrevet, at det ikke kunne læses af andre end sygeplejersken selv. Vi forsøgte at være med til stuegang, men alt foregik på swahili og vores del bestod i at måle temperatur på børnene, i armhulen. Dette ved vi godt ikke er præcist, men der er ikke noget at sterilisere termometeret med, så derfor foreslog vi ikke at måle den rektalt. Vi forsøgte ihærdigt at stille spørgsmål til diagnoser og behandling, for at vise interesse. Lægen svarede kun få gange på vores spørgsmål og helst med så korte svar som muligt. Vi spottede en diætist på afdelingen og fik hurtigt koblet os fast på ham - han kunne tale engelsk, og ville meget gerne lære fra sig! Han kunne fortælle os mere om afdelingen end personalet havde gjort.

Vi har haft svært ved at se vores sygeplejefaglige opgaver som studerende, da det hele er anderledes fra Danmark. Der er hverken fokus på omsorg (fysisk eller psykisk), personlig hygiejne eller ernæring. Det forventes at de pårørende tager sig af dette. På dag 3 havde vi fra morgenstunden spurgt, hvad vi kunne gøre - om der var noget praktisk såsom at bade patienter, give medicin etc. Vi fik at vide at medicinadministration foregik kl. 12. Vi var rundt og hilse på alle patienter, og gik derefter stuegang (igen på swahili). Kl. 12, da det var tid til at give medicin, forklarede vi sygeplejersken at vi gerne vil være med til at dosere og administrere medicin IV i PVK'erne, med hendes hjælp, da vi ikke kunne læse os til, hvor meget de hver især skulle have. Så svarede hun blot med "Nej, det gør jeg selv". Vi prøvede ihærdigt at forklare, at vi altså var kommet for at lære, og at vi meget gerne ville gøre det, da vi havde erfaring hjemmefra med netop de administrationsformer. Hun argumenterede med at alle mødrene ville klage til administrationen, hvis vi gjorde det, fordi de godt vidste vi var studerende. Vi spurgte om hun rent faktisk havde spurgt nogle af mødrene - og hertil svarede hun "ja alle sammen". Dette vidste vi var en løgn, da vi har haft kontakt med nogle af mødrene, som gerne ville have os til at hjælpe - men det var svært at argumentere imod. Vi var meget frustrerede og mente at nu kunne det altså være nok. Så i stedet for at "forstå en hentydning" når hun ignorerede os, så stillede vi tre nye spørgsmål. Jeg tror at hun kunne fornemme vores frustration, for endelig begyndte hun at forklare lidt til os. I stedet for at vi spurgte pænt "må jeg seponerer pvk'et" blev der sagt "jeg fjerner pvk'et, det har jeg gjort mange gange før" i en skarp tone. Det endte med at Sara fik lov til at seponere et PVK, og det føltes som en kæmpe sejr. Vi lærte på den hårde måde, hvordan vi skulle få sygeplejersken til at lære fra sig og synes i dag stadig at det er super frustrerende at det er det der skal til, for at få lov til at lave noget. Vi håber at vi har bedre held med os på en ny afdeling i næste uge, og har da hørt fra studerende på andre afdelinger at de ikke har haft samme udfordringer. 
Tak for nu! Kwa heri!
Tanya, Sara & Diana
Medicinrummet på pædiatrisk afdeling
Medicinrummet på pædiatrisk afdeling
Medicinrummet på pædiatrisk afdeling

Medicinrummet på pædiatrisk afdeling

På pædiatrisk afdeling blev medicin givet kl. 12 hver dag. Det foregik på 'medicinkontoret', hvor patienterne (og deres mødre) blev kaldt ind én efter én. Vi fik fortalt at alle børn under 5 år fik gratis behandling og medicin, da regeringen vil sænke børnedødeligheden. Problemet var så at Tengeru Hospital var løbet tør for denne gratis medicin og derfor måtte patienterne selv betale, hvis de ville behandles. Dem der har råd til medicinen medbringer den selv og så administrerer sygeplejersken den. Deres medicinrum indeholdte ikke medicin (mens vi var der), men de har til gengæld udstyret til injektion og PVK-anlæggelse. Alle patienter får en ren nål, som dog kan genbruges på samme patient. 
Al medicin bliver administreret intravenøst og der blev derfor lagt mange pvk'er hver dag. Sygeplejersken forklarede os, i mens hun administrerede medicin UDEN handsker, hvor god en idé det var at bruge handsker, da det ellers kunne føre til smitte af HIV, Hepatitis og kunne give barnet sepsis - hun begrundede hendes manglende brug af handsker med at det var sværere at anlægge PVK med. 
Det er svært at sammenligne med danske forhold, da det er så stor forskel. I Danmark har man normalt ikke patienter med ind i medicinrummet, og det ville desuden være fyldt med medicin. Man ville heller aldrig som patient, selv skulle skaffe sin medicin under indlæggelse og sygeplejersken vil under alle omstændigheder have haft handsker på ved medicinadministration - især når det er intravenøst. 
De 10 mest udbredte sygdomme på pædiatrisk afdeling
De 10 mest udbredte sygdomme på pædiatrisk afdeling
Tengeru Hospital
Tengeru Hospital
Tengeru Hospital

Tengeru Hospital

Maternity Ward

Efter blot en uge på pædiatrisk afdeling besluttede vi os for at skifte. Godt nok har vi hørt, at man bliver nødt til at give afdelingerne og personalet en chance for at komme ind på dem, men vi blev simpelthen så trætte af at løbe mod en mur. Så de to sidste uger har vi tilbragt på maternity ward - og vi har været SÅ glade for det! De to afdelinger kan ikke sammenlignes. De var ikke bedre forberedt på, at vi kom end den anden afdeling var, men de tog sig alle tid til at sige hej og var interesserede i, hvor meget vi har lært i forvejen og hvad vi gerne vil lære. Det viste sig desuden også, at pædiatrisk afdeling har et ry på resten af hospitalet for ikke at fungere. Hvis for tidligt fødte fødes bliver de sendt på et andet hospital frem for neonatal afdeling, som er en del af pædiatrien - "they will not get the help they need" sagde en af lægerne, da vi spurgte ind til det. 

Vi startede fra dag 1 af ud med at hjælpe til stuegang, hvor vi målte værdier på alle "postnatal" patienter (efter fødsel) og derefter rapporterede til lægen, hvis nogen lå uden for normalen (allerede her havde vi lavet mere end vi fik lov til på pædiatrisk afdeling!). Vi bliver inddraget og assisterer lægen til fødsler - men ikke mere end vi er i stand til at håndtere. Når barnet er født hjælper vi med at veje, måle blodsukker og pakke børnene ind i 'kanga'er'. Vi har meget sygeplejefagligt at gøre på denne afdeling og vi får lov til at udvikle os. Især vores praktiske kundskaber bliver sat på prøve. Bl.a. lærer vi at give injektioner, skifte drop og måle blodsukker på de nyfødte. 

Når kvinder føder i Tanzania, skal det helst foregå uden det store postyr. Hvis de larmer for meget bliver de tysset på og bedt om at holde mund. Lige efter fødslen forventes det at de rejser sig og pakker sammen og går ind og finder sig en seng at ligge i (hvor der højst sandsynligt allerede ligger en anden patient). Dem der har fået kejsersnit bliver typisk i 40 timer, mens dem der har gennemgået vaginal fødsel får lov at blive 24 timer, medmindre der er komplikationer. 

Der er ikke pårørende til stede og det forventes at man kan tage vare på sig selv lige så snart barnet er ude. Kun kvinderne der har været i gennem kejsersnit får lov til at have deres egen seng og får hjælp til sårpleje og at skifte børnene. Vi har spurgt ind til, hvordan det kan være at der ikke er pårørende på afsnittet og vi har fået det svar at, hvis de tillader pårørende at komme, bliver det som et gedemarked og det er allerede meget trængt, så de har begrænset det til at man må komme og hente mor og barn når de er klar til at blive udskrevet. En anden problemstilling er at afsnittet består af et stort rum, hvor der ligger ca. 20-25 kvinder, typisk halvnøgne og i gang med at amme. Så for at bevare deres integritet, skal det være et frirum fra udefra komne. 

Der er til tider meget kaotisk på afdelingen - 3 kvinder kan føde af gangen, og man kan risikere at blive sendt tilbage på antenatal-afdeling (før fødsel), hvis en anden kvinde pludselig er tættere på fødsel. Undervejs i fødslerne kan man risikere at skulle rundt og lede efter redskaber eller medicin der ikke er til at finde (fordi det ikke har nogen fast plads). Derudover hænder det af og til at de har glemt, hvilken baby der hører til hvem. Måden man løser dette på, er at man tager den yderste kanga af babyen og går ud og hører kvinden ad om hun kan genkende den. Vi har godt undret os over om det ind i mellem sker at en kvinde får det forkerte barn med hjem. 

Vi får rigtig mange oplevelser med os, både på godt og ondt. Vi er blevet konfronteret med døden, med kulturelle forskelle og -problematikker og kejsersnit. Der er mange ting at reflektere over, og hver dag er uforudsigelig. Særligt tre situationer har gjort indtryk på os.
 

3 Patientssituationer fra Maternity Ward

Naturmedicin der fører til død
En dag mødte vi ind på afdelingen og begyndte vores rutine med at måle værdier på alle kvinderne. En kvinde lå efter kejsersnit uden barn, hvilket betød at den nok var til at finde under varmelampen i det andet rum. Godt nok er børnene pakket godt ind i deres kangaer, men denne var lukket helt til. Vi spurgte om det betød at barnet var dødt og til det fik vi svaret ja. Vi spurgte hvad der ville ske med liget, og til det fik vi at vide at det skulle afhentes af pårørende. Vi spurgte om moren var informeret omkring barnets død og det var der ikke nogen der vidste. Der blev spurgt rundt til det resterende personale og det viste sig at ingen havde informeret moren. Derefter gik en sygeplejerske ud og gjorde moren opmærksom på situationen. Der er ikke noget privatliv på afdelingen, så samtidig med at moren fik besked, fik resten af afdelingen det også. Efterfølgende satte lægen os ind i, hvad der var sket. Kvinden kom fra en lokal landsby, hvor der var blevet brugt naturmedicin for at hjælpe fødslen på vej. Det var noget kraftigt virkende, der var blevet lagt udenpå hendes underliv. Det reagerede med at hæve op, og dermed var hun ikke i stand til at føde vaginalt. Hun havde ventet for længe med at kontakte professionel hjælp og da hun endelig nåede til Tengeru, skulle barnet fjernes ved akut kejsersnit. Moren mistede to liter blod undervejs og barnet var meget svagt ved fødslen. Der blev ydet førstehjælp, men barnet overlevede ikke længe. Det er desværre et ret almindeligt problem, at kvinderne i Afrika ikke kommer på hospitalet i tide, når de skal føde og samtidig anvender traditionelle metoder.
 
I vores undervisning på den globale platform snakkede vi om netop denne problematik. Der blev her lagt vægt på, hvordan fattigdom, manglende infrastruktur, manglende viden, brug af ukonventionel medicin og religiøse overbevisninger påvirkede et forløb som denne kvindes. I mange landsbyer finder man TBA’s (traditional birth assistents) der tager sig af de fødende kvinder. Disse TBA’s har kun den erfaring deres forfædre har delt med dem og bruger ofte naturmedicin og ukonventionelle metoder. Kvinderne i landsbyen ved ikke selv bedre og lytter derfor til TBA’sne. Når det først går op for dem at de har brug for professionel hjælp kan der være problemer med at skaffe penge til transporten – og der kan være langt til nærmeste veje og hospitaler. Alt dette fører til at kvinden for et problematisk forløb og kan ende i livsfare. Som sygeplejerske ved sådan en problematik kan man hjælpe ved at give information, som kvinden kan tage med sig hjem til landsbyen og udbrede, så det ikke sker for de andre kvinder omkring hende.
 
Kejsersnit
Første uge overværede vi et kejsersnit, og vi var bestemt ikke forberedte på, hvordan det ville foregå. Desværre har ingen af os set, hvordan det bliver gjort i Danmark, og vi har derfor svært ved at finde hoved og hale i, hvad der var ”normalt”. Der var rigtig mange indtryk – ingen talte med patienten, sygeplejersken der skulle lave epiduralblokade brugte min. 10 forsøg på den stakkels kvinde. Blodtryksapparatet var meget utilregneligt. Kirurgerne havde gummistøvler på, og først forstod vi ikke helt, hvorfor det var nødvendigt, indtil de skar for og både blod og fostervand fossede ud på gulvet. Blodtrykket faldt fra 120/80 til 80/45 mmHg. Kvinden begyndte at ligge og ryste på briksen (stadig vågen) mens kirurgerne hev og trak i indvoldene for at få plads til at hive barnet ud. Derudover lød det som om de snakkede privat, da de stod og grinede undervejs i operationen. Ingen fortalte kvinden, hvad der foregik – og vi stod og tænkte på, hvordan man kunne overleve med så meget blod der forsvandt fra kroppen. Hun fik ikke ekstra blod, men havde et drop i armen. Da barnet var ude og var blevet tjekket, fik moren vist hvilket køn det havde, blev syet, fik plaster over såret, et lagen over kroppen og derefter kørt ud af operationsstuen og tilbage til fødeafdelingen. Transporten foregik udendørs, hvor alle pårørende og andre patienter der befandt sig på hospitalet kunne kigge på kvinden, der lå med et tyndt lagen over sig. Stien er ujævn og for at komme ind i fødeafdelingen skal man køre op ad en lille bakke, hvor man bliver nødt til at være min. 3 om at skubbe sengen. På afdelingen får hun lov til at sove i gennem, imens barnet ligger i en ”kuvøse”. De ser først hinanden igen når moren er blevet frisk ovenpå operationen.
 
’Dry Labour’
Vi har også oplevet en ”dry labour”, hvor der er mangel på fostervand. Fostervandet er normalt med til at fødslen går nemmere og barnet ”glider” ud. Når det ikke er til stede, kan kvinden presse forgæves. Normalt ville en ultralydsscanning kunne afgøre det tidligere og dermed ville kvinden kunne få et akut kejsersnit. Denne kvinde var kun blevet tjekket en enkelt gang undervejs i sin graviditet og var først kommet til hospitalet da barnet var kommet for langt ned til at få det ud ved et kejsersnit, og hun skulle derfor føde vaginalt. Barnet sad fast, og ligegyldig, hvor meget moderen pressede kom den ingen vegne. Det endte med at den ene læge fandt sugekop frem, mens en anden læge og en sygeplejerske lagde al deres vægt på toppen af maven for at prøve at presse barnet ud. Stadig forgæves. Til sidst måtte de klippe kvinden op og barnet kom endelig ud. Det var gået for lang tid og barnet havde respirationsstop. Hjertet slog stadig, men den trak ikke vejret. Lægen gik i gang med førstehjælp med en Rubens ballon og efter 10 minutters tid satte de barnet til iltapparatet. Der blev kæmpet for den lille pige, men lægen var ikke optimistisk, og sagde at selv, hvis hun overlevede ville det være med svære handikap. Pigen døde to dage efter.
 
Regeringen har gjort det gratis for kvinder at få 4 gratis undersøgelser undervejs i sin graviditet samt medicin ved behov. Nogle kvinder tager stadig ikke brug af disse tilbud, af forskellige årsager og ender med at have komplikationer der kunne være forudset og håndteret mere forsvarligt.
 
 
Operationsstuen - helt klart et af de pænere rum på Tengeru
Operationsstuen - helt klart et af de pænere rum på Tengeru
Tanya og Diana efter kejsersnit

Tanya og Diana efter kejsersnit

Gode tips til andre rejsende:

Vi har overvejet, hvad vi selv gerne ville have vidst mere om inden vi tog af sted. Det er selvfølgelig meget individuelt, men vi ville ønske at vi havde været mere forberedte på det følgende.
Vi tror det havde gavnet en hel del at have haft mere undervisning i swahili, da vi kun har to timer på højskolen. Mange lokale forventer at man kan snakke en del swahili - især deres mange forskellige hilsner. Derudover er der stort set ingen patienter der kan snakke eller forstå engelsk, så hvis man vil kommunikere med dem kommer man langt med sine swahili-gloser. Vi var selv ret pressede med modul 8 op til vores afrejse, men ville ønske at hvis vi havde haft tiden at vi havde investeret i noget swahili-undervisning.
Derudover skal man virkelig sætte sig ind i vejret - vi rejser i regnsæson og havde hjemmefra tænkt "ja ja, det regner måske enormt meget i en time om dagen og så er det lækkert solskin resten af tiden - det er jo Afrika". Regnsæson betyder altså regnsæson og vi kunne godt have sparet nogle shorts væk og taget nogle flere trøjer og bukser med i stedet. Lad vær med at spar på pladsen ift. Håndklæde. Rejsehåndklæder er superpraktiske når man tænker på størrelsen, men man kommer meget hurtigt til at savne at blive ordentligt tør med et rigtigt håndklæde.
Vær forberedt på at der er rigtig mange strømafbrydelser. Vi har derfor været rigtig glade for at have både pandelamper og powerbanks med.
Vi var alle godt klar over at vi skulle have konservativt tøj med til kirke, men det vi havde med egnede sig stadig ikke. Det er vigtigt at det er ret fint tøj, der både dækker knæ og skuldre. Derudover må det ikke være bukser/shorts, men skal være enten kjole eller nederdel og en flot bluse.
Til sidst er det også meget godt at have med at Global Contact stiller det krav for familien at de har installeret myggenet når vi ankommer. Derfor kan man godt spare sit myggenet væk. 

Forslag til pakkeliste:

Håndbagage
  • Mobil + oplader
  • Høretelefoner
  • Pas
  • Vaccinationspas
  • Pung (penge, kort)
  • Underholdning: Bog, kryds og tværs,
  • Tandbørste, tandpasta
  • Penalhus
  • Computer + oplader
  • Powerbank
  • Kopi af vigtige papirer
  • Akutliste
  • Kortspil
Sygeplejefagligt
  • Uniform (til knæene)
  • Sko
  • Engangshandsker
  • Desinficerende gel
  • Staserem
  • Ur til uniform
  • Sygeplejerskesaks
  • Bøger
Toiletsager og medicin
  • Toilettaske
  • Shampoo
  • Balsam
  • Myggespray
  • Vådservietter
  • Solcreme
  • Bind/ tamponer
  • Termometer
  • Plaster
  • Smertestillende tabletter
  • Allergipiller
  • Bodylotion
  • Skraber
  • Mælkesyretabletter
  • Hårdudstyr: elastikker, hårbånd, hårnåle
  • Renseservietter
  • Medicin
Tøj
  • Sandaler, kondisko, klip klappere
  • Shorts
  • Undertøj
  • Sokker
  • Trøjer
  • Bukser
  • Nattøj
  • Sportstøj
  • Toppe der dækker skuldrene
  • Kasket/hat
  • Bikini
  • Pænt tøj til kirke
Diverse (underholdning og privat)
  • Myggenet
  • Forlængerledning
  • Pandelampe + batterier
  • Bøger (fritidslæsning, rejsebøger)
  • Dagbog/ log over opholdet
  • Lagenpose, hovedpudebetræk, evt. hovedpude
  • USB-stik
  • Ekstern harddisk
  • Fagbøger på pdf
  • Film/ serier
  • Solbriller
  • Rejsehåndklæder evt. også normalt håndklæde
  • Rejsespil
  • Værtsgave til familie
Budget for udveksling i Tanzania i 10 uger
Ophold (Global Contact)
16400 kr.
Flybilletter
5350 kr.
Flybillet til Zanzibar
1400 kr.
Vaccination mod typhus
230 kr.
Vaccination mod dukoral og Tuberkulose
960 kr.
Vaccination mod Hepatitis A+B
1200 kr.
Malariapiller (9 pakker)
2000 kr.
2 stk kittelkjoler
650 kr.
Staserem
145 kr.
Teoribøger
600 kr.
Ekstra rejseforsikring
550 kr.
Visum
375 kr.
Arbejdstilladelse
1700 kr.
Myggenet + montering
300 kr.
Myggespray
140 kr.
Engangshandsker (2 pakker)
130 kr.
Diverse fra matas
(Engangsklude, ørepropper, tandbørste, tandpasta, desinficerende gel, læbepomade, badesvamp, plastre, hårelastikker, håndsæbe, renseservietter, solcreme, aftersun, bind, tamponer)
800 kr.
Medicin (Ciprofloxacin, ibuprofen, selexid, minipiller, mælkesyretabletter)
445 kr.
Værtsgave
350 kr.
Lagenpose
360 kr.
 
I ALT: 34.000 kr. (afrundet)
 

Budgettet viser det vi har brugt inden afrejse. Undervejs har vi brugt penge på: at tage ud og spise, dalladalla/ taxa, ekskursioner, sim-kort, snacks og souvenirs.  

E

En typsik dag på Hospitalet: 

Maternity ward
Når vi møder ind på Maternity ward om morgenen starter vi altid ud med at hjælpe personalet på postnatal (efter fødsel) med at måle blodtryk og puls på mødrene og temperatur på babyerne. Nogle gange er det nødvendigt at bruge de første 20 minutter på at finde det rette udstyr til at måle værdierne, da der kun er et blodtryksapparat og et termometer på hele afdelingen der virker. På afdelingen har de en notesbog, der bruges som dokumentation. Vi identificere patienterne ved at spørge om deres navn, så der er ikke noget rigtigt system som vi er vant til hjemmefra. Efter runden henvender vi os til en af lægerne, hvis nogle af patienters værdier er for høje eller lave, for at de kan hjælpe os med at kommunikere til patienterne og afgøre, hvilke tiltag der skal foretages. Hvis babyernes temperatur er for høj får de antibiotika, og hvis de har en for lav temperatur får mødrene at vide at de skal amme og pakke babyerne ind. Virker det ikke tager vi dem ind under en varmelampe og lægger varmedunke omkring babyen.
Mange af kvinderne der har været til kejsersnit ligger med drop og kateter. Det forventes at de selv tømmer kateterposen og holder øje med deres drop. Hvis kvinder er for dårlige til selv at gå, så hjælper vi med at tømme deres kateter. Når droppene er løbet ud, så hjælper vi med at udskifte dem, hvis lægen mener, at de skal have mere IV-væske.
Inde på fødestue (det åbne rum midt i afdelingen, hvor alle går igennem) assisterer vi til fødsler. Under fødslerne hjælper vi med at hente de rette remedier, give intramuskulære injektioner og holde kvinden i hånden, da der ikke er nogle pårørende til stede. Når babyen er født og navlestregningen er klippet tager vi imod den nyfødte for at veje den og pakke den ind i kangaer. Efter fødsler ved kejsersnit måler vi også babyens blodglukose, da der går 6 timer før moren får barnet og kan amme. Hvis blodglukosen er for lav giver vi barnet glukose enten oralt eller rektalt.
Hver dag er der typisk 3 kejsersnit og gennemsnitligt 15 naturlige fødsler. Så ofte hjælper vi med at få kvinderne transporteret til kejsersnit og overdraget til operationspersonalet, hvorefter vi hver eller hver anden dag ca. Deltager i et kejsersnit. Når barnet er modtaget og tjekket af sygeplejersken tager vi over og bringer barnet tilbage til maternity ward. Når barnet er kommet på plads i kuvøsen tager vi tilbage og hjælper med at få moderen transporteret med også. Det er meget forskelligt hvor travlt der er på afdelingen alt efter, hvor mange fødsler der er. Når der ikke er nogle fødsler i gang hjælper vi til med nogle praktiske ting i stedet. Ofte er der aflagte sprøjter og tomme medicinflasker m.m. der står og flyder rundt omkring efter de travle perioder, så kan vi hjælpe med at rydde op eller folde gazer. 
 

Weekendture:

Vi har efterhånden boet i Tanzania i et par uger og har i den forbindelse haft mulighed for at bruge vores weekender på en masse spændende oplevelser.
Den ene weekend tog vi på tur til nogle hotsprings, der lå ude i en Masaai-landsby mellem Arusha og Moshi. Turen derud var yderst interessant, da dele af den i forvejen bumlede vej var oversvømmet, og vi undervejs sad fast i mudderet med bilen. Vi blev pænt sendt ud af bilen, og vi erfarede hurtigt at afrikanerne er et meget hjælpsomt folkefærd, for pludseligt var der samlet omkring 20 afrikanere, der den næste halve time hjalp til med at få bilen ud af mudderet. Vi forsøgte forgæves at tilbyde vores hjælp, men den skulle de nok klare! Vi kom på rette vej igen, og pludselig midt i den ellers øde landsby kom der et stort beplantet område frem. Herinde lå den smukke oase med hotsprings. Resten af dagen gik med at plaske rundt i det dejlig vand og nyde de smukke omgivelser.
Den anden weekend tog vi til Kilimanjaro for at se på vandfald og besøge en kaffefarm. Det var noget af en overraskelse, der mødte os, da vi besøgte kaffefarmen. Det var en lidt usædvanlig kaffefarm hos Mchaga-folket. Traditionen tro maler og tilbereder de kaffebønnerne med sang og dans og råb, så det skulle vi være en del af. Vi fik en kort præsentation af kaffeplanterne og blev ellers sat i gang med at tilberede kaffebønner. Processen bestod af en kæmpe morter, og så skulle der ellers bare hakkes til for at få skallerne banket af kaffebønnerne. Det skulle vi alle sammen igennem, mens resten stod i en rundkreds og heppede med klapsalver og sang. Det var alt sammen en meget speciel oplevelse. Bagefter blev kaffen sat over, så vi kunne smage den kaffe vi selv havde brugt kræfter på at brygge. Efter besøget på kaffefarmen blev vi sendt afsted på noget af en gåtur. Det var vi ikke helt forberedte på, da vi mødt op i Birkenstock-sandaler og et net under armen. Stien hen til vandfaldet var smal og ujævn, men omgivelserne var helt fantastisk smukke. Efter 20 minutters gåtur kunne vi så småt høre lyden fra vandfaldet og inden længe kunne vi se det store vandfald for os. Vi gik helt tæt på og blev til sidst drivvåde af at stå så tæt på det. På andre tidspunkter af året ville det være muligt at bade omkring vandfaldet, men pga. regnsæsonen var vandfaldet for kraftigt, så vi måtte nøjes med at stå og nyde den smukke udsigt og natur.
Sidste weekend brugte vi på safari. Det var en skøn oplevelse, og vi fik set en masse flot natur og en masse dyr. Vi tog afsted torsdag morgen og kom hjem lørdag eftermiddag. I løbet af de 3 dage var i 3 forskellige safariparker; første dag var vi i Tarangire, anden dag i Ngorongoro Crater og den sidste dag i Lake Manyara. De var alle 3 rigtig flotte. De første to parker var vi især meget imponerede over, da de var større og havde flere dyr. I Tarangire så vi en masse elefanter, giraffer, aber, impalaer og en masse andre. Vejret var skønt, så det var en rigtig god første dag på safari. Ngorongoro var også rigtig spændende. Parken ligger nede i et krater, og selve naturen var meget anderledes end de to andre parker, da den bestod af én stor savanne. Det gjorde også at dyrene havde sværere ved at gemme sig, og vi kunne lettere få øje på dem. Her fik vi set 4 af "the big 5", der er løve, elefant, næsehorn, bøffel og leopard. Leoparden gemte sig desværre lidt for godt, så den nåede vi ikke at finde. Vi er rigtig glade for at vi fik set de andre, og nogle af dem kom endda meget tæt på. Både elefanter og bøfler krydsede stiger lige foran bilen, men det vildeste for os var nok alligevel, da vi så en løve ligge i græsset 2 meter fra bilen. I lang tid lå den bare og slappede af indtil den fik øje på en gnu og dens unge. Løven kom op og stå og holdte i lang tid godt øje med ungen, og vi ventede alle i spænding på at den ville begynde at jage. Løven fortrød dog til sidst og listede lige så stille forbi vores bil inden den igen lagde sig godt tilrettet i græsset igen. Det havde nu været spændende at følge med i jagten, men vi føler os alligevel ret heldige over at have set en løve så tæt på.
Sidste dag brugte vi i Lake Manyara som også var en park med meget flot natur. Der var især mange aber og pelikaner at finde, men ellers gemte dyrene sig godt. Om natten sov vi på en campsite i nogle telte/hytter der lå nær Lake Manyara.
Alt i alt var en skøn tur, og det var sjovt at opleve den vilde afrikanske natur på så tæt hånd.
For de interesserede kostede turene følgende:
  • Safari - Vi bookede turen gennem en mand ved navn Moses (+255 784 759 666), som arrangerede privatture. Vi endte med at betale 406 dollars (USD) pr. person for hele turen. 
  • Hotsprings - 80.000 TZS pr. pers. for guide, transport og vand (det er ret nødvendigt med en guide, da hotspingsne var meget godt gemt og dermed svære at finde)
  • Vandfald og kaffefarm - 140.000 TZS pr. pers. for guide, transport, vand, frokost, kaffe og snacks
Her sidder vi fast i mudderet
Her sidder vi fast i mudderet
Vejen er blevet skyllet væk!
Vejen er blevet skyllet væk!
Hot springs
Hot springs
Sara i gang med at kværne kaffe
Sara i gang med at kværne kaffe
Nyristet arabica-kaffe
Nyristet arabica-kaffe
På vej til vandfaldet
På vej til vandfaldet

Interview om HIV

Vi interviewede Dr. Emmanuel Kinayi fra Tengeru Hospitals Care and Treatment Center, hvor HIV-smittede i området kommer til kontrol.
 
Spørgsmål 1: Hvordan vejleder i patienter der er blevet testet HIV-positive?
”Når en patient bliver testet positiv for HIV på Tengeru Hospital, får de besked af enten en sygeplejerske eller læge og bliver derefter henvist til ”Care and Treatment Center”-klinikken (CTC-klinikken). Patienterne får besked på at de skal komme til ”follow up and counselling” hver måned hos CTC-klinikken. Denne ”counselling” omhandler først en samtale med en sygeplejeske. Her forbereder patienten 1-3 emner om sygdommen som de gerne vil snakke om. Det kan være grundlæggende viden om HIV, vigtigheden ved medicin, egenomsorg, graviditet og familieplanlægning og meget andet. Efter samtalen med sygeplejersken kommer de ind til mig, hvor vi drøfter medicinen. Hvert halve år får de målt CD4-celleantallet i blodprøver.”
Spørgsmål 2: Hvilke præparater gives til patienter med HIV?
Der er 11 forskellige slags præparater mod HIV:
-          TDF: Tenofovir
-          3TC: Lamivudine
-          EFU: Efavilenz
-          AZT: Zidovudine
-          LPU: Lopinavir
-          NPP: Nevirapine
-          FTC: Emtriatabine
-          ABC: Abacavir
-          d4T: Didanosine
-          r: Ritonavir
-          ATV: Atazanavir
-          LPV: Lopinavir
 
Disse præparater kaldes antiretrovirals (ARV), og HIV-patienten gives en kombination af 3 af de 11 præparater. Ligesom med alt andet medicin kan noget give bivirkninger, og derfor er det muligt at skifte præparat til en anden kombination, hvis det er tilfældet.
 
Babyer der er i risiko for at blive smittet med HIV fra sin mor skal medicineres. De første 4 uger efter fødslen får de Niverapine sirup, og derefter testes barnet for HIV. Er barnet positivt får det ARV-medicin, og hvis barnet er negativt fortsætter det med Niverapine sirup til den er 1 år gammel. Derudover gives barnet Contrimoxazole sirup, der er et antibiotikum til at forebygge sygdomme som fx pneumonier. Efter et år testes barnet igen for HIV, da mødrene anbefales at amme det første år. Dette er en smittekilde fra moren til barnet – især hvis moren ikke er god til at tage sin ARV-medicin. Først efter et år kan man vurdere om barnet endeligt er HIV-positivt eller -negativt.”
 
Spørgsmål 3: Hvordan kan det være man anbefaler nybagte mødre at amme når det er en smittekilde?
”Amning er rigtig sundt for nyfødte, og i en periode forsøgte man at vejlede mødre med HIV til ikke at amme deres børn. Det resulterede i at flere af børnene døde af underernæring, fordi der ikke findes nogle gode alternativer til modermælk her i landet, og dem der eksisterer er for dyre for mange af mødrene. Derfor anbefales mødrene at amme barnet i 1 år i stedet for 2 år, som man ellers normalt anbefaler mødre i Tanzania. Desuden vejledes mødrene med HIV til ikke at give deres børn andet mad ved siden af modermælken, for at undgå skader på spiserøret, der kan øge chancen for at barnet bliver smittet med HIV. Hvis moren sørger for at tage sin ARV-medicin, så er chancen meget lille for at barnet får HIV på trods af amning.”
Spørgsmål 4: Vi har hørt at der er mange HIV-patienter der ikke er velbehandlede, hvad tror du ligger til grund for dette?
”Der er mange forskellige grunde til at man kan finde på ikke at tage sin medicin. Nogle tanzanianske stammer tror at medicinering er giftig (”toxic”) og vil derfor ikke tage den. Andre glemmer deres medicin, eller føler at de er bedring og derfor tror at de kan holde op. Andre har ikke råd til transporten hen til hospitalet ofte nok til at hente den medicin de skal bruge og andre gange kan apoteket være løbet tør for medicinen.”
 
Spørgsmål 5: Hvilke præventive tiltag bliver der foretaget under en fødsel med en HIV-positiv mor? I Danmark mener man at der er en forskel på om kvinden føder ved kejsersnit eller vaginalt – hvad mener i her?
”Der er ingen forskel på kejsersnit og vaginal fødsel. Efter barnet er født bliver det vasket med sterilt vand, så alt blod og andre væsker fra moren er fjernet. Derudover vil man aldrig skynde fødslen ved at prikke fosterhinden, som man kan finde på ved HIV-negative mødre. Vi foretager derudover ikke episiotomier under fødslen.”
Spørgsmål 6: Hvad bliver der gjort for at forebygge HIV-smitte på landsplan?
 
”Der er gratis medicin og behandling af HIV til alle smittede. I Secondary School undervises børnene i HIV af enten lærer, der har været i gennem kursus, eller af os læger fra hospitalet. Kondomer er også gratis på hospitalerne.”
Spørgsmål 7: Hvilke udfordringer, synes du, der ligger i at minimere antallet af folk med HIV i Afrika?

”Det er ikke nok med undervisning i skolen, det bør også være noget man snakker om i familierne. Forældre bør undervise deres børn i sikkerhed omkring sex. I nogle stammer går pigerne ikke særlig mange år i skole, og derfor får de ikke samme undervisning om HIV. Det afspejler sig i at flere kvinder har HIV end mænd i Tanzania. Derudover skal man i samfundet være bedre til at tale om HIV, så det ikke er så tabu-belagt. Men det kræver en ændring i folkets adfærd, og det er et større projekt. ”

Evaluering af modul 6

Vi har nu gennemført vores praktik på Tengeru Hospital i Tanzania. Herfra har vi fået et indblik i, hvordan det tanzanianske sundhedsvæsen fungerer og er opbygget. Det er et distrikt hospital, forholdsvis fattigt og derfor med få ressourcer. Vi tilbragte 1 uge på pædiatrisk afdeling, men kunne hurtigt se, at vi ikke kunne få opfyldt vores læringsudbytter her, og vi valgte derefter at skifte afdelingen. Resten af praktikken tilbragte vi i CTC-klinikken (som behandler HIV-smittede) og fødeafdelingen. Både på fødeafdelingen og CTC-klinikken mødte vi kronisk syge med HIV. Det var en god mulighed for at lære noget om denne kroniske sygdom og få opfyldt vores læringsudbytter.
 
I vores tid på fødeafdelingen blev vi klogere på samfundets tilbud til de gravide og nyfødte. Al behandling er gratis på fødeafdelingen, og barnet skal til månedlige tjek indtil det fyldte 5 år, hvor det skal vejes og måles. I vores daglige arbejde på afdelingen vejledte og underviste vi de nybagte mødre i pleje af deres nyfødte barn. Vi observerede desuden, når lægerne rådgav kvinderne omkring familieplanlægning. Her opfordrede de til, at kvinderne fik prævention eller blev steriliseret, alt efter, hvor mange børn de havde. Vi stødte på flere sygeplejefaglige problemstillinger på fødeafdelingen. Der var f.eks. kvinder på fødeafdelingen, der havde ladet sig få hjælp af TBA’s (traditionel birth assistents), der brugte naturmedicin, ude i landsbyerne. Dette medførte i flere tilfælde komplikationer ifm. fødslerne, og i værste tilfælde førte det til død. En anden problematik var, at de gravide alle blev tilbudt 5 gratis sundhedstjek, men at der var en del der ikke mødte til disse af forskellige årsager. Sundhedstjekkene kunne være med at forebygge komplikationer, som i stedet først blev opdaget, når kvinden var i gang med fødslen. På fødeafdelingen fik vi også administreret medicin. Vi gav både intramuskulære injektioner kort efter fødslen samt antibiotika i anlagt PVK på kvinderne efter kejsersnit.
 
HIV-smittede fik også gratis behandling og medicin og blev tilbudt månedlige konsultationer i CTC-klinikken. De skulle først til en konsultation med en sygeplejerske, hvor de kunne vælge 3 emner de gerne ville diskutere med sygeplejersken ift. HIV. Det kunne være noget de var usikre på, ville blive klogere på eller lign. Hver 6. måned fik de desuden foretaget en blodprøve, der skulle vurdere, om der skulle ændres noget i behandlingen. I CTC-klinikken blev vi introduceret til nogle af de etiske problemstillinger, der kan forekomme hos HIV-smittede. Bl.a. er der ingen lovgivning der kræver at HIV-smittede informerer deres seksualpartnere omkring, at de er syge. Vi har generelt oplevet mangel på tavshedspligt på Tengeru Hospital, og det kan føre til, at patienter er bange for at blive testet og skulle hente medicin, da de ansatte hurtigt kan genkende en og sladre til bekendte. Vi erfarede også, hvordan kulturelle opfattelser og samfundsmæssige forhold kunne have betydning for sundhed og sygdom. Bl.a. blev vi fortalt, hvordan nogle særlige stammer var overbevist om, at medicin var giftig og derfor nægtede at blive behandlet medicinsk, hvis de blev testet positiv for HIV.
 
Et læringsudbytte vi har haft problemer med at få opfyldt, har været ”At tilrettelægge, koordinere, udføre og evaluere sygepleje til udvalgte patienter/ borgere under hensyntagen til den kroniske syges livssituation.”, da kulturen generelt i sundhedsvæsenet i Tanzania ikke tager særlige hensyn til individets følelser og oplevelser af kronisk sygdom. Dette område er noget, der skiller sig særligt ud fra Danmark, hvor man vægter den enkelte patients behov meget højt i forbindelse med et behandlingsforløb. I Tanzania handler det mere om at behandle selve sygdommen end selve mennesket.
 
Det har været en rigtig spændende og udfordrende oplevelse at være på udveksling i et u-land.
Vi er rigtig glade for, at vi valgte at bo hos en lokal familie, da vi følte at vi lærte kulturen at kende på en helt anden måde, end hvis vi havde boet for os selv. Der har været mange indtryk at forholde sig til og reflektere over. Vi har fået åbnet øjnene for nogle helt andre problematikker end vi er vant til hjemmefra, og det har været utrolig spændende og lærerigt. Vi er blevet udfordret på mange punkter og er blevet skubbet ud af vores komfort-zone, men vi føler også, at det har været det værd, og at vi kan tage alle de ting, vi har lært med os hjem til Danmark.
Vi har fra andre studerende, der har været på udveksling hørt, at de har brugt 1 uge her og 1 uge der frem for at vælge et sted at være i længere tid. Vi valgte hurtigt at blive det samme sted gennem det meste af vores praktik, da vi følte at jo mere man investerede i en enkelt afdeling, jo mere fik man ud af det. Det tager tid for personalet at lære en at kende og have tillid til en. Men når de først har det, så kan man lære utrolig meget fra en afdeling. Vi har formået at opbygge en rutine på afdelingen, og personalet henvendte sig til os og gav os mere og mere ansvar. Vi har fået lov til at udvikle os meget på denne udveksling, både personligt og fagligt – og vi er godt klar over, at vi har fået noget helt andet ud af modul 6, end dem hjemme i Danmark, men er samtidig overbevist om, at udvekslingen har været med til at styrke os som kommende sygeplejersker.